Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ni nye rock- og metalnavne til Roskilde Festival 2018

Populær
Updated
Ni nye rock- og metalnavne til Roskilde Festival 2018
Ni nye rock- og metalnavne til Roskilde Festival 2018
Ni nye rock- og metalnavne til Roskilde Festival 2018

Roskilde Festival har føjet Stone Sour til plakaten, men derudover er der også melodød, episk thrash metal, post-apokalyptisk hardcore, et finurligt bandmatch i en dobbeltkoncert og andre sprøde fornøjelser.

Kunstner
Titel
+ Dark Tranquillity + Skeletonwitch + LLNN + Touché Amoré + ...

Stone Sour
Det amerikanske band, hvis frontmand nok er mere kendt for samme rolle i Slipknot, står for en blanding af alternativ hard rock og heavy metal. I vores anmeldelse af ’Hydrograd’ skrev vi, at der det ene øjeblik spilles potent og velkomponeret heavy metal, det andet singalong-venlig hygge-heavy rock. Det er måske ment som kritik af pladen, men sammen med resten af bagkataloget understreger det egentlig, hvad Stone Sour så fornemt vil kunne gøre på Roskilde Festival: bringe metallen forklædt som stadionrock ind under huden på et stort og garanteret meget modtageligt publikum.

Der vil både være noget for dem, der kan lide Slipknots mindre hidsige numre, og for dem, der synes, at Foo Fighters er det vildeste og sejeste rock. Og med et festivalsæt kan det være, at det serveres i en mere mundret portion med fokus på de største numre, end tilfældet var til den seneste koncert på dansk grund. Og så skal der nok komme gang i fællessangen.

Læs alt om Stone Sour her
Læs vores anmeldelse af 'Hydrograd' her
Læs vores anmeldelse af Stone Sours koncert i Den Grå Hal i november 2017 her



Dark Tranquillity

Hvor den klassiske svenske dødsmetal i starten var centreret omkring Stockholm, så opstod den melodiske variant i scenen omkring Göteborg. Her fandt man Dark Tranquillity, der sammen med In Flames og At the Gates er dem, der normalt får æren for genrens første storhed. At the Gates gik ned efter klassikeren ’Slaughter of the Soul’, men er som bekendt genopstået, mens In Flames udviklede sig i en mere ligefrem og næsten poppet retning. Med succes. Dark Tranquillity har heller ikke været bange for at udvikle sig og eksperimentere med både ren sang og elektronik, men hvor der måske i dag kan synes langt til stilen fra klassikeren ’The Gallery’, så er de seneste plader faktisk ikke så langt igen fra ’Damage Done’ fra 2002.  Det er måske ikke med samme succes som In Flames, til gengæld får metalhjertet et større metallisk input end tilfældet er hos In Flames.

Det er således stadig melodisk og flot metal med Michael Stannes raspende growl. Der er både smæk på og flotte finesser, og indimellem lurer Stannes særegne rene vokal også for en stund. Svenskerne er i øvrigt et stærkt liveband, der er vant til at stå på de store metalfestivaler, så man kan godt glæde sig til at opleve dem på Dyrskuepladsen til sommer, når metalpublikummet skal forkæles.

Læs alt om Dark Tranquillity her:

Læs vores metaldiktatorartikel om 'The Gallery' her



LLNN

LLNN er et post-metallisk dommedagsbrag startet af guitarist Christian Bonnesen og trommeslager Rasmus G. Sejersen, begge rutinerede folk på scenen efter mange års tro tjeneste med hedengangne The Psyke Project. Som LLNN har bandet en fuldlængde og en split bag sig, en ny plade med titlen ’Deads’ på vej (udgivelsen er sat til den 27. april) og ikke mindst optrædener på prominente festivaler som Roadburn og Desert Fest i London. Med andre ord et band, der er godt på vej ud over de internationale stepper. 

Det er sludgede riffs og kradsende gyngende grooves i en fjendtlig dommedagsstemning. Eller slet og ret, som bandet selv beskriver det: mørkt, tungt post-apokalyptisk hardcore.

Læs alt om LLNN her:
Læs vores anmeldelse af LLNN's opvarmning for Celeste på Loppen tidligere i år her



SKELETONWITCH

Da Skeletonwitch spillede i Pumpehuset med Goatwhore som support blev amerikanernes stil beskrevet, som om det netop var Goatwhore, der havde spist Hammerfall. Tilsat twin-harmonier i bedste Iron Maiden-stil. Der er et stærkt fundament af thrash metal, men altså også en stor mængde legesyge med de helt klassiske metaldyder, hvorfor Skeletonwitch på Roskilde Festival utvivlsomt vil gå i den slags party-mode, der kræver en næve i vejret i respekt.

 

Det er lidt tid siden, at vi har fået nyt fra bandet, men i marts kunne man på bandets Facebook-side se et testpress af en vinyl og hashtagget #newwitch, så mon ikke sommerens koncert også vil blive krydret med lidt nyt materiale?

Læs alt om Skeletonwitch her:
Læs vores anmeldelse af Skeletonwitchs koncert i Pumpehuset 2015 her



TOUCHÉ AMORÉ
Amerikanske Touché Amoré har siden begyndelsen i 2007 været et virkeligt hårdtarbejdende band, der har høstet vital erfaring fra stor touraktivitet. Fra formationen i et punket miljø har bandet vokset sig til et væsentligt band i amerikansk post-hardcore. Bandets musik er en rasende smeltedigel af højoktant brændsel, intenst tempo og den gode melodi.

Men især på ’Stage Four’, det seneste album, der kom i kølvandet på, at frontmand Jeremy Bolms mor tabte kampen til cancer, viser Touché Amoré, at bandnavnet ikke er ironisk ment. Der er nemlig tale om et band, der vedkender sig de store og tunge følelser og ikke blot spiller på den gængse vanlige brutalitet i metallen. Touché Amore er på en gang både en lussing og en kærlig krammer. Og dét kan alle jo nok få brug i løbet af en god festival …

Læs alt om Touché Amoré her:
Læs anmeldelsen af Touché Amorés koncert i Pumpehuset, januar 2017 her:


DE UNDERJORDISKE X FRIBYTTERDRØMME
I det mere blomstrede hjørne stiller Fribytterdrømme og De Underjordiske op under fælles dansksproget front med poetisk lyrik og psykedeliske farver til folket.

Med en begyndelse som Lau Ingemann Vinther Pedersens dedikerede videreførelse af den dansksprogede rock blev én mand i 2012 med ét til syv, og således blev Fribytterdrømme til som dansabelt ensemble i ekspansion med sans for svæven og væven rundt i det danske sprogs vidtfavnende paletter. Deres farverige albumcovers afslører uden omsvøb deres syrede tilbøjeligheder, og med en sanger med synlige referencer til C.V. Jørgensen, der i øvrigt også er på Dyrskuepladsen til sommer, kan vi se frem til en aften med både magiske øjeblikke og svulstig lyrik.

De Underjordiske lægger sig i den mere rockede ende af psych-spektret, om end den musikalske palet også antager mere hypnotisk dronede former, smukt suppleret af Peter Kures messende nasale røst. Med deres andet album, 'Flænger i luften', ude i dag bliver det spændende at se, hvordan de nye sange supplerer de inciterende trolde og ulve fra debuten.

Hvad konstellationen af disse stærke kræfter fra den danske psych-scene udmunder i, må tiden vise, men med det bedste fra begge lejre og måske et par overraskelser i ærmet kunne dette snildt udvikle sig til en af den slags episk syrede natmadder, der smager af meget, meget mere.

Læs alt om De Underjordiske her
Læs vores seneste koncertanmeldelse af De Underjordiske her





Derudover bør også nævnes et britisk trekløver af de catchy poppunkere fra The Hunna, sludgy stoner fra Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs og klassisk, beskidt rock n roll fra Slydigs.
Jovist, rocken er alsidigt repræsenteret som vanligt, og vi ser således frem til endnu en varm og forhåbentlig knap så mudret uge på Dyrskuepladsen.