Volbeat havde ikke de store visioner med til deres eneste koncert i Europa i år. Og Michael Poulsen var præget af en sjældent set nervøsitet, der lagde en dæmper på danskerens ellers velkendte format.
100 minutter, der konstant var på kogepunktet med destruktiv pondus. Death Angel skrev sig direkte ind på listen blandt årets bedste koncerter. Flotsam and Jetsam sørgede for kompetent support.
Foran 55.000 festglade mennesker forvandlede rocklegenderne Dyrskuepladsen til party i provinsen, men kun momentvis løftede koncerten sig op på det magiske niveau, takket være den altid fremragende Angus Young.
De syv australiere i King Gizzard & The Lizard Wizard fyrede den imponerende af i et stopfyldt Pavilion, men i længden blev deres psykedeliske garagerock for uinteressant.
Scenelys og musik smeltede sammen under Electric Eyes udmærkede koncert, men som helhed var det alt for ordinær til at blive den helt store psykedeliske oplevelse.
En uforskyldt forsinkelse og et for stort telt med en lyd, der ikke gjorde noget godt for Enslaved, var næsten skyld i, at koncerten kuldsejlede. Nordmændene kom dog sikkert i land på målstregen.
Selv med nogle af 90’ernes bedste numre kunne Corrosion of Conformity ikke vinde over dårlig lyd i et telt, der var for stort for den legendariske gruppe, som mistede modet undervejs.
35 minutters musik med en usikker hovedperson, der ikke stod distancen under sin debutkoncert. Talentet er der. Men live er der lang vej for danske Myrkur.
Som under et psykedelisk ritual leverede Spids Nøgenhat i teltet en musikalsk renselse af fremragende format, der ikke kunne have været en smukkere afslutning på den første udgave af Tinderbox.
Tinderbox' rammer og publikum passede ikke rigtig til Jesse "The Devil" Hughes og hans sexede rockband. Samtidig havde de for lidt tid, og lyden var for dårlig.
Kun 60 minutter til rådighed og en slidt stemme hos frontmanden gjorde ikke D-A-D på Tinderbox til den største oplevelse. Men selv på en halvskidt dag havde danskerne pondus i klassikerne.
Faith No More forførte Fyn med en syret sætliste og en forrygende koncert, der var den amerikanske gruppes store fortid værdig.
De virker ukuelige, de gamle drenge i Suicidal Tendencies. Men en kurs mod lidt mere musik og lidt mindre fest havde løftet koncerten.
Det norske kultband med den engelske Duke of Nothing i front kørte den stilsikkert hjem med en rutineret musikalsk rejsning.
Efter to årtier var Body Count tilbage i Danmark. Koncerten var ingen åbenbaring, men Ice-T og slænget sørgede alligevel for et af de shows, der vil stå fast i Copenhells kollektive hukommelse.
Metallens transkønnede heltinde strålede af sejr over sindets dæmoner. Mina Caputo og Life of Agony spillede med sublimt overskud det meste af deres suveræne debutplade 'River Runs Red', men vokalen var gennemgående for lav.
Festen var for kort. Men mens den stod på, var ukuelige Airbourne som altid så veloplagte, få andre bands matcher deres massive energiudladning på en scene.
Efter fem års pause havde Backyard Babies lovet en historisk koncert. Så vildt blev det aldrig, men Sveriges store rockstjerner gjorde et sprudlende og stilsikkert comeback.
Fortidens fordrukne eskapader er et overstået kapitel for Ace Frehley. Guitarhelten fra Kiss var på vinderkurs og sejrede med alle sine gamle klassikere fra både sit tidligere legendariske band og solokarrieren.
En mere manisk frontmand end Mick Jagger. En overjordisk guitarbegavelse. Extreme dukkede op fra glemmebogen og gav en fuldstændig forrygende koncert.