Ungdomssvinene modnes, og We Are Among Storms ryster fortid og forventninger af sig og træder ind midt i bulderet.
Brasiliansk prog-funk, stenklange, impro-smadder, digital hardcore og overstyret pop: Nogle gange har hjernen bare brug for at knalde helt, helt ud. Vi guider til fem meget alternative soundtracks.
Glem Phil Collins, Peter Gabriel, Mike & the Mechanics og ham den sidste, ingen rigtig kan huske: 'Genesis', den fjerde og sidste singleforløber fra Baests kommende album har intet at gøre med britisk progrock eller radiopop.
Ude godt, hjemme Baest: Man kunne godt få et par på hovedet for at høre dødsmetal i 00’erne på Djursland, og Baest får stadig flak. Vi besøgte bandet derude, hvor det hele begyndte.
Attraktiv for bandet, dyr for pladeselskabet: EP’en vinder frem i metal, men det er ikke en god forretning for dem, der udgiver musik i fysisk format. Dog stadig bedre end en rød motorcykel.
Dave Grohl er så sympatisk en type, at han ikke engang ville kunne lave en rigtig stinker af en plade, selvom han prøvede. Men nøj, hvor han ellers prøver.
Umeå-sekstetten klapper sit seneste album helt ud med en EP med endnu mere af det samme. Mark Lanegan gæsteoptræder, men er langt fra fordums storhed.
EP’en er tilbage, og albummet er dødt, proklamerede vi i Vagttårnet. Men Cabal, Eyes, Telos og Katla bruger albums, EP’er og singler på helt forskellige præmisser, fortæller de fire bands.
Tribulation minder os om, hvordan det er at føle noget intenst og dybt ved at høre en metalplade. Specifikt væmmelse, raseri, afsky og forurettethed.
Drama! Følelser! Sværd og trolddom! Og masser af hardcore, power violence og speed metal til at skabe et robust skjold mod den plage, nedlukningen er.
Kan danske bands ikke længere finde ud af at skrive albums? I 90’erne var pladerne for lange, i dag har det mellemkorte format EP’en fået nyt liv. Rækker talentet ikke videre?
Hvis det her er en indikation af, hvordan resten af foråret kommer til at være, skal det hele nok gå: Ud af det blå slipper Gatecreeper en EP, der renser godt ud i dyndet.
Devilution skifter redaktør; fortsætter med at være irriterende.
Nytårsforsæt: vær mere nysgerrig og afsøg metal-undergrunden grundigere. Med de udgivelser, der er på vej i 2021, bliver der god tid til det.
Aaron Turner laver så mange plader med så højt et ambitionsniveau, at det er let at overse perlerne. Men på Sumacs sjette album går 70’ernes freejazz, 90’ernes støjrock og 00’ernes post-metal og sludge op i en højere enhed og skaber en af sidste års bedste metalplader.
Der er vel ingen, der rigtig gider at mindes 2020. Et håbløst år for kulturen, hvor tæppet blev revet væk under hele branchen. Vi ser tilbage på et år, hvor de store visioner blev erstattet af lappeløsninger, og hvor gamle dage aldrig har syntes mere tillokkende.
Hvad hader du allermest? Lær at elske det! 2020 var oplagt til at vende op og ned på alting, nu man alligevel var i gang, så: hej Dream Theater, helte-metal, Queen-cover, koryfæer og Stevie Wonder.
Kropskontrol, svedige mænd og kvinder, der brydes med hinanden, og en international subkultur med sine egne koder og åbne arme: der er ikke noget at sige til, at brasiliansk jiu-jitsu og hardcore har fundet hinanden.
Nok er nok. Igennem tre artikler har vi belyst metallens problem med sexisme. Det findes, det er ødelæggende, og alle er nødt til at forholde sig til det.
Otte album inde lyder Hatebreed stadig som Tony Robbins med skidepine. De opbyggelige selvhjælpsfloskler er en uomgængelig del af pakken; det er mindeværdige melodier og riffs ikke rigtig længere.