Slangen bider stadigvæk
Populær
Updated
Dokumentardelen halter, men musikken fejler ikke på noget på Whitesnakes første dvd-udgivelse, mener Lars Schmidt. Wauw, for en start! "Burn" brænder igennem, breaker og går en kort overgang over i "Stormbringer", inden den hektiske afslutning af "Burn" blæser igennem Londons Hammersmith Apollo og min tv-skærm...
Scenen er sat for den første officielle Whitesnake-dvd, som er en blandet landhandel, der på samme tid imponerer og maner til brok over, at Whitesnake sætter overliggeren for lavt. Det overordnede indtryk er dog positivt. Whitesnake sparker stadig igennem, og selve koncerten på live-dvd'en er en kæmpe fest, som undertegnede gerne ville have været med til. Men et langt stykke
hen ad vejen kan dvd'en sagtens være en substitut. Især også, hvis man som Heavyjam.dk's udsendte oplevede Whitesnake på 2004-touren, hvor dvd'en er optaget.
Dog først lidt om den for lavt satte overligger. Og her drejer det sig om selve dvd-pakken. Der gøres reklame for en dokumentar, som simpelthen er latterligt spild af tid! Dokumentaren er skudt sådan cirka en time før kick-off krydret med et par efter-koncerten-kommentarer. Doku'en handler om, hvor fedt, musikerne synes, at det er at spille med "DC", som Whitesnake-sanger David Coverdale kaldes. Og Coverdale kvitterer så med et par kommentarer om, hvor fedt det er at spille med de andre. Og så er den skid lige som slået. At tale om en tynd skid... Hvis man altså kan det!?
Mine forventninger til den første officielle Whitesnake-dvd med dokumentar var jo helt klart, at doku'en ville være den største oplevelse. Her ville vi - hvis altså jeg havde været instruktør på den - have fået et kanon-view over Coverdales karriere fra tiden i Deep Purple, over bruddet og de efterfølgende første spæde slangeskridt til det store gennembrud i 1987 og årene frem til nu.
Jeg ville virkelig gerne have hørt nogle røverhistorier
fra dengang, hvor "min rock" blev født: 1974, netop med "Burn" og "Stormbringer". Røverhistorier om alle de store musikere, som Coverdale har spillet sammen med. Og så ville jeg da som instruktør helt klart have fremprovokeret nogle holdninger til en Deep Purpe mark III reunion. Eller som redaktør Jam for nylig i forbifarten udtrykte: Tænk en Deep Purple-koncert, hvor første sæt var mark II med Blackmore, Gillan, Paice, Glover og Lord, og andet sæt var mark III med Blackmore, Coverdale, Hughes, Paice og Lord!! Det var da noget, der kunne matche Black Sabbaths
Birmingham-reunion for nogle år siden...
Hvor gad jeg dog godt opleve Coverdale sammen med Blackmore og Hughes igen. Jeg er jo en af de, der synes, at Purple klart var stærkest i Blackmore/Coverdale/Hughes æraen... Dét sker jo nok desværre ikke, altså at de tre guder bliver genforenet.
Så, mens vi i hvert fald er én, der længes efter det uopnåelige, så kan vi jo smække dvd'en "Live... In the Still of the Night" på og nyde dén. Og den er der masser af nydelse i. Men også enkelte unødvendigheder. Helt specifikt: En laaaang guitarsolo med Doug Aldrich og en lige så laaaang trommesolo med Tommy Aldridge. Sådanne indslag hadede jeg også i firserne, og det er sgu ikke blevet bedre nu! Men måske good old DC lige skulle have
lidt iltmaskine backstage?
Sætlisten (som følger til slut i anmeldelsen) er faktisk okay, og starten med "Burn"/"Stormbringer" er intet mindre end genial og forrygende. Største overraskelse i sættet er næstsidste nummer, tempofyldte "Take me With You" fra 1978-albummet "Trouble". Vi kommer vidt omkring i bagkataloget, og alle hittene er der. Og leveres med stor styrke og indlevelsesevne. Det er jo klart en af fordelene ved, at Coverdale (sorry: DC !) har samlet et nyt hold lejesvende: De er ikke så trætte som vi andre af de gamle travere og sparker derfor rigtig godt igennem...
Højdepunkterne? Helt klart "Burn"/"Stormbringer" i starten og det afsluttende monster "Still of the night". Undervejs: "Love ain't no Stranger", "Judgement Day", "Don't break my heart again" og "Crying in the Rain".
Skulle sætlisten have været til et 13-tal, så skulle følgende af mine DC-favoritter have været inkluderet: "Mistreated", "Soldier of Fortune", "Blindman", "Lonely Days, Lonely Nights", "Whisper a Prayer for the Dying", "Crying" og naturligvis "Stormbringer" i fuld længde...
Og så et lille, afsluttende hik: Kæft, hvor ser DC dog gammel og
ansigtsløftet ud - altså på den ufede måde! Nyt tandsæt og udtryksløst ansigt. Men manden kan synge, så rockguderne må lade sig forbarme. Derfor også hamrende ærgerligt, at jeg ikke fik box-sættet, hvor der også er en cd med, til anmeldelse!
Til slut - et ønske til metalguderne: Genforén Coverdale, Blackmore og Hughes og lad Whitesnake i den nuværende og ganske effektive inkarnation udgive et album.
Scenen er sat for den første officielle Whitesnake-dvd, som er en blandet landhandel, der på samme tid imponerer og maner til brok over, at Whitesnake sætter overliggeren for lavt. Det overordnede indtryk er dog positivt. Whitesnake sparker stadig igennem, og selve koncerten på live-dvd'en er en kæmpe fest, som undertegnede gerne ville have været med til. Men et langt stykke
hen ad vejen kan dvd'en sagtens være en substitut. Især også, hvis man som Heavyjam.dk's udsendte oplevede Whitesnake på 2004-touren, hvor dvd'en er optaget.
Dog først lidt om den for lavt satte overligger. Og her drejer det sig om selve dvd-pakken. Der gøres reklame for en dokumentar, som simpelthen er latterligt spild af tid! Dokumentaren er skudt sådan cirka en time før kick-off krydret med et par efter-koncerten-kommentarer. Doku'en handler om, hvor fedt, musikerne synes, at det er at spille med "DC", som Whitesnake-sanger David Coverdale kaldes. Og Coverdale kvitterer så med et par kommentarer om, hvor fedt det er at spille med de andre. Og så er den skid lige som slået. At tale om en tynd skid... Hvis man altså kan det!?
Mine forventninger til den første officielle Whitesnake-dvd med dokumentar var jo helt klart, at doku'en ville være den største oplevelse. Her ville vi - hvis altså jeg havde været instruktør på den - have fået et kanon-view over Coverdales karriere fra tiden i Deep Purple, over bruddet og de efterfølgende første spæde slangeskridt til det store gennembrud i 1987 og årene frem til nu.
Jeg ville virkelig gerne have hørt nogle røverhistorier
fra dengang, hvor "min rock" blev født: 1974, netop med "Burn" og "Stormbringer". Røverhistorier om alle de store musikere, som Coverdale har spillet sammen med. Og så ville jeg da som instruktør helt klart have fremprovokeret nogle holdninger til en Deep Purpe mark III reunion. Eller som redaktør Jam for nylig i forbifarten udtrykte: Tænk en Deep Purple-koncert, hvor første sæt var mark II med Blackmore, Gillan, Paice, Glover og Lord, og andet sæt var mark III med Blackmore, Coverdale, Hughes, Paice og Lord!! Det var da noget, der kunne matche Black Sabbaths
Birmingham-reunion for nogle år siden...
Hvor gad jeg dog godt opleve Coverdale sammen med Blackmore og Hughes igen. Jeg er jo en af de, der synes, at Purple klart var stærkest i Blackmore/Coverdale/Hughes æraen... Dét sker jo nok desværre ikke, altså at de tre guder bliver genforenet.
Så, mens vi i hvert fald er én, der længes efter det uopnåelige, så kan vi jo smække dvd'en "Live... In the Still of the Night" på og nyde dén. Og den er der masser af nydelse i. Men også enkelte unødvendigheder. Helt specifikt: En laaaang guitarsolo med Doug Aldrich og en lige så laaaang trommesolo med Tommy Aldridge. Sådanne indslag hadede jeg også i firserne, og det er sgu ikke blevet bedre nu! Men måske good old DC lige skulle have
lidt iltmaskine backstage?
Sætlisten (som følger til slut i anmeldelsen) er faktisk okay, og starten med "Burn"/"Stormbringer" er intet mindre end genial og forrygende. Største overraskelse i sættet er næstsidste nummer, tempofyldte "Take me With You" fra 1978-albummet "Trouble". Vi kommer vidt omkring i bagkataloget, og alle hittene er der. Og leveres med stor styrke og indlevelsesevne. Det er jo klart en af fordelene ved, at Coverdale (sorry: DC !) har samlet et nyt hold lejesvende: De er ikke så trætte som vi andre af de gamle travere og sparker derfor rigtig godt igennem...
Højdepunkterne? Helt klart "Burn"/"Stormbringer" i starten og det afsluttende monster "Still of the night". Undervejs: "Love ain't no Stranger", "Judgement Day", "Don't break my heart again" og "Crying in the Rain".
Skulle sætlisten have været til et 13-tal, så skulle følgende af mine DC-favoritter have været inkluderet: "Mistreated", "Soldier of Fortune", "Blindman", "Lonely Days, Lonely Nights", "Whisper a Prayer for the Dying", "Crying" og naturligvis "Stormbringer" i fuld længde...
Og så et lille, afsluttende hik: Kæft, hvor ser DC dog gammel og
ansigtsløftet ud - altså på den ufede måde! Nyt tandsæt og udtryksløst ansigt. Men manden kan synge, så rockguderne må lade sig forbarme. Derfor også hamrende ærgerligt, at jeg ikke fik box-sættet, hvor der også er en cd med, til anmeldelse!
Til slut - et ønske til metalguderne: Genforén Coverdale, Blackmore og Hughes og lad Whitesnake i den nuværende og ganske effektive inkarnation udgive et album.
Kunstner
Titel
Live... In the Still of the Night
Distributør
Genre
Forfatter