Nostalgitrip og tidsmaskinetur

På jagt efter The Doors og heavy musikkens rødder. Heavyjam.dk oplevede Riders on the Storm i både København og Oslo. Jim Morrison er om nogen et af rockhistoriens største ikoner, og var frem til sin død i 1971 frontmand i det revolutionære band, The Doors, der har inspireret et utal af bands.

Den almene HeavyJam-læser nikker formentlig genkendende til navne som Monster Magnet og The Cult. Det er svært at forestille sig at Glenn Danzigs croon var blevet til det, den er, uden mentor Morrison, mens Alice in Chains’ dystre univers utvivlsomt er inspireret af Doors’ mørkeste sider. Man kunne blive ved og ved (og skal også lige nævne Type O Negative - red.), og derfor er det også på sin plads med en notits om halvdelen af denne legendariske kvartets optræden i Store Vega.

Selvom trommeslager John Densmore stadig er i live, så nægter han at deltage i de to andre originalmedlemmers (keyboardspiller, Ray Manzarek, og guitarist, Robby Krieger) ”skamridning” af Morrisons arv, så ”The Doors”-navnet får de ikke lov til at bruge. Det har Densmore rettens ord på.


Skepsis

Riders on the Storm (opkaldt efter det sidste Doors-nummer på den sidste studieplade feat. Morrison, "LA Woman") kalder
d’herrer sig derfor nu. Ray Manzarek fik idéen til at turnere igen efter han og de resterende medlemmer af bandet spillede en ”genforeningskoncert” i forbindelse med VH1’s tv-show ”Storytellers” i starten af det nye årtusinde.

Dengang var der flere sangere, der prøvede at fylde Jim Morrisons store sko ud. Et utal af rocksangere var hentet ind bl.a. Perry Farrell (Jane’s Addiction, Porno for Pyros), Scott Weiland (Velvet Revolver) og Ian Astbury (The Cult). Sidstnævnte fik det faste job, da Manzarek og Krieger tog på tour igen i 2002, og det var også Astbury, der stod forrest denne aften i Vega.

Den skeptiske fan vil nok – ligesom Densmore – mene, at det er blasfemi, at blive ved med at spille efter at Morrison for længst er gået bort. Samtidig må man sige, at valget af en skaldet rocktrommeslager, som lå milevidt fra Densmores jazzede stil, også virkede foruroligende allerede under første nummer, ”Roadhouse Blues”.


Suveræn lyd

Man kunne dog hurtigt smide fordomsfrakken og fornøje sig over Manzarek, som allerede under førnævnte nummer havde foden oppe på sit keyboard (manden fylder snart 68!), og i den grad virkede entusiastisk og spilleglad; han lignede bestemt ikke en, der gjorde det for pengenes skyld.

Robby Krieger vaklede derimod mere, selvom han ”kun” er 60. Han havde flere gange undervejs problemer med at ramme de rigtige bånd på sin guitar, hvilket var en anelse sørgeligt.

Ian Astbury gjorde det fornuftigt i front, uden at dominere sceneshowet som "Jim Morrison II". Hans vokal var trukket en anelse tilbage i lydbilledet, og både Manzarek og Krieger improviserede lange soloer for at fjerne fokus lidt fra Astbury.

Når man taler om lydbilledet, skal det nævnes, at det var ganske sublimt. Bandet havde medbragt deres eget specielle højtalersæt, og sjældent er lyden hørt klarere og renere til en rockkoncert!


Hendrix, LSD og James Brown

Generationerne mødte hinanden blandt publikum. Har var alt fra 15-årige til 80-årige, men de alle sammen alt, de kunne have ønsket sig. Materialet kom hovedsageligt fra de tre første Doors-albums, med få undtagelser som aftenens højdepunkt ”L.A. Woman” og ”Touch Me”.

Der blev såmænd også plads til et enkelt nyt nummer, der desværre ikke var noget at skrive hjem om (vores ellers tjekkede fotograf, fik ikke affotograferet sætlisten, men det hedder vist ”Eagle in the Whirlpool”).

Krieger drillede med lidt ”Purple Haze” i starten af en suveræn version af ”Five to One”, som blev dedikeret til ”krigsherrerne” George W. Bush og Tony Blair, hvis tilhængere, Manzarek inden nummeret havde bedt forlade salen.

Den aldrende hippie var i det hele taget meget snaksaglig, og nåede både at hylde Christiania, opfordre os til at stoppe med at drikke, og ryge og begynde at tage LSD i stedet for!? Mens han såmænd også fik kastet resten af bandet ud i et jam over netop afdøde James Browns ”Sex Machine”.


Galde og ubeskrivelig eufori

Alt var dog ikke lutter lagkage. Krieger kom fuldstændig skævt ind i ”20th Century Fox”. Det skar i ørene, og Manzarek var nødt til at stoppe den desorienterede guitarist med et råb. Samme Kriegers akustiske guitar intermezzo før ”Spanish Caravan” var også svært at komme igennem.

Galde skal der altså til, for det er jo kun 50 % The Doors, men lidt har også ret, og stemningen i Vega var ubeskriveligt euforisk hele koncerten igennem. Det var uhyre svært at komme ned på jorden – både for Manzarek, som var oppe og sidde på sit keyboard under soloen, og publikum - efter det oplagte lukningsnummer ”Light My Fire”.

Nostalgi på højt plan.