Sweden Rock 2008: Poison
Populær
Sløj lørdag med afsluttende, pinagtig Poison-seance. Mustasch tog dog - som altid - et stik hjem.
Da Glamrocken var på sit højeste i de glade dage i midt 80'erne fandtes der vist ikke et band der var meget mere G L A M end de fire tøser fra poison. SRF havde annonceret det lidt som et scoop at nu endeligt efter 15 års venten, kom Poison til Sverige. Således skulle de naturligvis også lukke SRF lørdag aften. Nu havde Poison jo ikke været her de sidste 15, og så kunne en halv time mere vel ikke skade - derfor fik publikum lige en +30 minutters xtra venten. Om det var fordi Bret Michaels skulle finde sponsortøjet frem (hvis nogen var i tvivl så er det Ed Harries) eller om det var fordi "guitarunikummet" CC Deville skulle give gebisset en xtra blegning, er ikke helt klart, men helt i orden var det nu ikke - folk var trætte, og ville høre noget rock'n'roll. Poison prøvede virkeligt fra første sekund at komme ud over scenekanten, men nøj hvor var der lidt substans i det. Så efter de første 20 minutter begyndte der langsomt at gå op for undertegnede: Her havde vi med et band at gøre der virkeligt mente de er rockstjerner og fortidens bedrifter kunne holde dem oppe, men Fuck No! De har bare ikke materialet til det. Så samtidigt at blive pint af flødebolle nummer 1 Bret Michaels og hans evindelige ævl og kævl - this one is gonna take you back some years (No Shit, Sherlock! Sidst I havde en udgivelse, der kunne noget, var i 88!), og hans monotone kald på CC: "Take 'em away!", "CC on guitar!", "give 'em hell, CC!", hvorfor ikke bare "Go home CC, ya fucking twat!?". Og så blandet op med det mest fesne "lysbilledshow" (aka. visuals), der ikke er set siden 85 - hvor de så absolut ikke så sig for gode til at bruge regndråber og solopgang på "Something to Believe In"! Ush, det var en drøj omgang! Men det blev bedre (?) endnu... Som alle ved, så er CC Deville bare ikke en fed guitarist for nu at sige det ganske pænt, men han vil jo så gerne. Så på en koncert på en time, mente resten af Poison (nok grundet mangel på materiale at fylde ud med), at han skulle pine os med ligegyldigt skala-tamtam, som - hvis han nu besad Doug Albridges evner ville have været tilnærmelsesvis intressant - men ok så blev det istedet pinligt da solofræset skulle ende ud med at Rikki Rocket (på gryder) skulle falde ind... "I'm missing my drummer" .... Så tog han lige en tur til -yadadadadada dudilidudilidudili uiiiihuiiiihhh.... Jøsses manner, og her begyndte jeg så i mit hoved at fundere over, hvad det lige var, der gjorde Poison til noget i slut 80'erne? Heldigvis så skete der en smule mere i anden del af koncerten (jeg behøver vel ikke at nævne at vi også lige fik en trommesolo vel?). Der blev der taget fat på det fede som Poison trods alt lavede, og som var med til at definere lyden på LA-scenen "Fallen Angel", og tåreperseren - som nok mere end en har fået fået lov til at byde på finger til - "Every Rose Has Its Thorne", og som afslutning "Nothing But a Good Time" fungerede fedt nok. Men det viste sig bare så lysende som CC's blegede tandsæt (ja tror man kunne se dem ude fra Campen bag træerne), hvad problemet egentligt var (og er) med glam scenen: Alt for meget stil, form, blonde forsangere og neglelak og så en total mangel på evner, substans og kunnen.