Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Gang i Subwooferen

Populær
Updated
Gang i Subwooferen
Århusianske Illdisposed fyldte The Rock godt op i fredags og satte Hovedstadens headbangere på hårdt arbejde. Efter en håbløs lang kø udenfor spillestedet, hvor folk stod tæt og virkelig kom hinanden ved, blev man lokket ind i varmen til en god gang ærkedansk metal.

Thrashen var landet på The Rocks skrå brædder, da Grimm skruede op for forstærkerne. Forsangeren var fremme i skoene med sin hard rock-attitude. Publikum skulle varmes op og det blev de med en gang groovy sange, der dog lod til at være bygget op efter samme skabelon. Vers med lidt råben efterfulgt af et melodisk omkvæd og indimellem et c-stykke med lidt ”clean-guitar”.

Drengene gjorde det fint, og gjorde sit for at varme publikum op, men det bed ikke helt fra sig, som det skulle - en anelse mere aggressivitet i de hårde stykker og lidt større variation var savnet. Trods en umiddelbart ens skabelon skal det dog fremhæves, at Ivan Grosmeyers halvt råbende, halvt syngende vokal klæder musikken godt, selvom de helt rene sangstykker indimellem var lidt usikre. Det var i hvert fald tilfældet i nyeste nummer ”The End of the world”.


En dårlig Molbohistorie

Århusianerne i Illdisposed med Bo Summer i front hævdede at være glade for være tilbage på ”Lorteøen”. I vanlig stil fik han konstant indlagt en lille reminder om, at de var fra Jylland. Humøret hos herren var i top, og han fik sammenlignet den, for det metalhungrende folk, katastrofalt langsomme entré til spillestedet med en dårlig Molbo-historie.

Manden, der ikke har fået gjort synderligt ved sit mål for 2005, nemlig at tabe sig, kunne dog andet end at snakke. Han ledte i sikker stil bandet gennem den træfsikre sætliste.

Den nye lineup med Martim Thim (a.k.a. Sigtyr fra Exmortem) i folden lod til at fungere godt, i hvert fald var der en hektisk tumult foran scenen og gang i stage-diving’en. Lyden blev smækket grundigt i fjæset på de fremmødte, og især ”Near The Gates” i sættets første del fik en fantastisk feedback.


Bort er de gamle gimmicks

Salen var tæt pakket, og hvor er det herligt, at et dansk band kan fylde den københavnske rockkælder så godt. Det må have været en fryd for bandet at kigge ud over scenen og se de euforiske fans. Med årene er ”tricks” som ond, ond, stirren ind i væggen i op til flere minutter fra subwoofer Bo og opkast og nøgenhed fra ex-guitarist Lasse Bak forsvundet. Dette så man f.eks. på Twin Peak i Roskilde for ti år siden. Nu blev musikken fremført meget professionelt.

Roadrunner-kontrakten har måske ført dette med sig, og det bedst repræsenterede album i sættet var også debuten på dette selskab, "1-800 Vindication". ”Still Sane” og ”Dark” var bestemt også fede live, selvom den rene sang og keyboards blev samplet. På opfordringerne om at ”spille noget gammelt” fra publikum, henviste manden i front til bandet Slow Death Factory, som huser ex-medlemmer af Illdisposed.

Men snydt for noget lidt ældre blev vi ikke helt, et par numre fra "Submit", ditto fra ”There’s Something Rotten…” og endda et nummer fra "Kokaiinum", som lidt overdrevent blev kaldt en ”decideret fejltagelse” fra bandets side.

Desværre blev det et relativt kort show på kun ca. 50 minutter – på det punkt har de gæve jyder ikke ændret sig. Som et plaster på såret og for at give de grundigt svedende headbangere lidt mere at headbange til, blev et nummer fra det nye album spillet på PA’et efter ekstranummeret ”In Search of Souls”.

Det lød umiskendeligt som Illdisposed – og sådan er det nu engang også bedst.

Sætliste, Illdisposed på The Rock den 9.12:

Submit
Still sane
Near the gates
Now we're history
Purity of sadness ->
-> I believe in me
A warm welcome -> Dark
The final step
Intro -> Psychic cyclus
When you scream
------
In search of souls
Outro - When you scream (re-mix)

Kunstner
Spillested
Dato
09-12-2005
Karakter
3