AMF'12: En gud kom forbi
Populær
Devin Townsend sejrede fuldstændigt og overbeviste om sine fortræffeligheder fra første sekund på scenen.
Kingdom
Regulator
Planet Of The Apes
Where We Belong
War
Colonial Boy
Vampira
Lucky Animals
Juular
Grace
Når skribenten er en jublende lalleglad Devin Townsend-fan, kan det naturligvis gå galt med alt for høje karakterer, men helt objektivt var det fredag aften på AMF 2012 også mere end berettiget.
Hvor skal man starte? Med karakteren? Den i top, og ikke naturligvis og bare fordi den skal gives til Devin Townsend, men simpelthen fordi det er uundgåeligt, at sådan en præstation udløser den særlige 666-karakter.
Den gives for absolut enestående showmanship, vanvittig dygtig instrumenthåndtering, formidable sangerevner og så for den helt idiotisk gode pakke man får, når alt dette fremføres på en gang. Omkring midnat i Aalborg var der kun én Gud - og han kommer fra Canada.
Nogle vil selvfølgelig indvende, at Devin Townsend Project burde koncentrere sig mere om Strapping Young Lad, hans gamle band. Og ja, det blev forsømt, men den slags kan tillades, når resten af bagkataloget rummer så megen genialitet, at man alligevel altid vil savne lidt af det ene eller andet album, eller den ene eller anden genre, som den skaldede entertainer har på samvittigheden.
Setlisten var numre fra de storladne symfoniske værker, hvor Devins operatiske vokal går i spænd med melodiske skrig, tunge riffs og en massiv mur af samples og backingtracks, som fuldstændigt overvældende buldrer frem i en væg-til-væg lydmur.
Men selv inden for dette musikalske spektrum var variationen stor, og hvor det medrivende mesterstykke 'Vampira' er skøn og festlig, men også intensiv og voldsom, er numre som 'Grace' og 'Regulator' anderledes eftertænksomme med deres lange passager af inciterende riffs og følsom, delvist afdæmpet stemme.
Ved siden af dette kom den übercatchy, grænsende til det tåbelige, 'Animals', og her viste Devin, at ingen tilgange til sangskrivning ligger ham fjernt eller er ham umulig. Nådesløst serveret med et åndssvagt melodiøst omkvæd og bakket op af det langskæggede og overlegne backing-band, som på ingen måde kunne overgå, men helt afgjort evnede at supplere mesteren.
Trods sin status som en art metalgud tager Devin på ingen måde sig selv højtideligt, og det forstod man allerede under de indledende film, der afbillede ham som, blandt andet, Mona Lise, men også under selve koncerten, holdt han sig ikke for god til at udnævne sig selv til en "pussy", ligesom han gerne dansede, opfordrede alle til at være "gay" og lave bølge med armene og i øvrigt havde udstyret sig selv med verdens største og mest tilfredse smil.
Alligevel, og selvom det selvudstillende fyldte en del, var det musikken det handlede om. Man kunne savne soloer, man kunne savne længere spilletid, savne Strapping Young Lad, savne noget akustisk - men genialitet og guddommelighed skal ikke kastes i grams, og fik man ikke lidt af det hele fra Devins mange sider, fik man heller ikke noget som helst, der faldt ved siden af.