Bider sig fast som neglesvamp

Bider sig fast som neglesvamp

Danko Jones er måske ikke det mest originale, men for satan hvor er det et godt liveband.

Kunstner
Spillested
Dato
15-10-2010
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Så fik jeg endelig taget min Danko Jones-mødom. Venner har i årevis, og ikke mindst siden Roskilde Festival 2007, hvor bandet spillede, fablet om dets fortræffeligheder: fandenivoldsked, fest, rock 'n' roll osv. Så det var med forventningsstemte ører og øjne, jeg mødte op i Lille Vega.

Danko Jones er både navnet på bandet, som er fra Canada, samt på guitaristen, sangeren og på alle måder trioens frontmand. Stilen er hard rock, og man skulle af den grund nok ikke have skruet de musikalske forventninger helt så højt op, som jeg havde gjort. For til at starte med var det en anelse skuffende. Musikken i sig selv opfinder hverken, eller bliver i øvrigt serveret i, nogen som helst former for dybe tallerkener, men er ganske skrabet og energisk lige på.

En showmand af guds nåde

Hvad der derimod skulle overbevise mig om, at der alligevel var noget at komme efter, var med den insisterende vilje, hvormed det blev leveret. Den gode Danko Jones er en showmand af guds nåde, og hans optræden nærmest dikterer folk at have det sjovt. Og selv om han ikke holder sig for fin til at opremse navnene på rockens største (for derved at låne lidt af deres aura) så var det præcis hvad folk havde – sjov, altså -  hvilket blev den anden gode grund til at kunne lide dette band: folk levede med fra forrest til bagerst, og det smittede lidt på samme måde som neglesvamp, som når  først den får fat, bare graver sig dybere og dybere, og kun lader sig fjerne mekanisk.

Om det så var min skepsis eller objektive forhold, der for mig til at synes, at bandet sluttede bedre end det startede, skal man nok høre en second opinion for at kunne afgøre. Der er i hvert fald ingen tvivl om at der var fuld knald på til det sidste. Musikken blev leveret tight, uden at den af den grund tabte noget – tværtimod.

Hermed kan jeg altså springe ud som Danko-fan, netop fordi den trio minder én om, at rock skal opleves live og grundlæggende er en holdsport – et ting der opstår mellem publikum og orkester.

Om jeg så køber pladerne af den grund, skal jeg ikke helt kunne sige – live skal det ihvertfald opleves igen.