Den forkerte hal gik tabt
Populær
Delvist grundet et rædselsfuldt spillested blev det ingen rigtig stor aften i selskab med Dream Theater.
At der ikke var nogen retfærdighed til, da KB Hallen brændte, er de fleste nok enige i, men der skulle alligevel en Dream Theater-koncert til, før undertegnede rigtigt forstod, hvad flammerne fortærede. Ikke at dette skal være et forsvar for Frederiksberg-bygningens til tider uheldige lyd, men den var til enhver tid at foretrække frem for Valby Hallens klamme beton og håndboldstemning.
En ganske stor gruppe mennesker havde trodset tv-udgaven af et balkan-arrangement i førnævnte perifere sportsgren til fordel for den progressive metals tidlige konger, og de blev som sædvane er i Valby serviceret med en buldrende lyd, der richochetterer mellem alt for høje vægge uegnet til at opfange svingningerne. At sportshallen også er en grimrian af rang, ser man selvfølgelig mindre i rockkoncerternes obligatoriske mørke, men på nogen måde skjule sin manglende charme kan den dog ikke.
Tøndemesterens store aften
Alt skal dog ikke handle om lydforhold og arkitektrædsler fra midtfirserne. Dream Theater havde med sig deres nye trommebetvinger Mike Mangini, og det tog ham ikke mange sekunder at overbevise de fleste om, at han passer fint ind i kvintetten – om ikke andet, så burde en formidabel trommesolo havde vendt de sidste skeptikere. Selvom soloer på rytmeinstrumenter i næsten samtlige forsøg er spild af tid, var man alligevel stærkt underholdt. Mike Mangini uddelte smæk til skindene på med en teknik de færreste er forundt at beherske – som at se en jonglør med 17 kugler af ild i kung-fu-tempo. Vanvittigt imponerende og musikalsk ubrugeligt.
Teknisk er Dream Theater selvfølgelig altid i særklasse, også fredag, altså bortset fra den sædvanlige akilleshæl – James LaBries stemme er uforudsigelig, og kan på en dårlig dag være noget af de mest anstrengende, man kan forestille sig. I Valby Hallen var den i perioder fin, og i perioder en hæslig pine. Så selvom balladerne, han i selskab med Jordan Rudess fremførte i business-hotel-lounge-stil, på sin vis var en ganske fesen omgang, gav de en vokal ro, hvor man kunne nyde den teatralske herres gode stemmesider.
Lidt for navlebeskuende
På alle andre områder fejler ekvilibristerne til gengæld aldrig rigtigt – overlegent er kun et fattigt ord. Men Dream Theater havde ikke en af de aftener, hvor underholdningen var i top, og kun når riffsene gik direkte efter nakkemusklerne gyngede hallen. I modsætning til sidste show på vores breddegrader, gjorde de sig ikke store anstrengelser for at få hevet publikum med, og det blev derfor i lange perioder mest af alt et studie i, hvordan man flytter fingrene usandsynligt i lang tid. Og her bør det selvfølgelig indskydes, at enhver idiot udmærket ved, at det lige netop er den vigtigste grund til at indfinde sig, når drømmeteateret kigger forbi.
Man fik da også 2 timers solid rundtur i gammelt og nyt, og manglede selvfølgelig en helt masse, men 'Train of Thoughts' var da en solid afslutning, '6:00' en fornøjelse, 'Surrounded' smuk og 'A Fortune in Lies' stadig et skønt ungdommeligt nummer. Nye produktioner stod dog også stærkt, selvom denne anmelder ikke har dyrket de seneste års udgivelser godt nok til at kunne kaste om sig med flere titler på grundlag af denne musikalsk fine, men også lidt stillestående aften.