WOA'13: En af rockens helt store

WOA'13: En af rockens helt store

Alice Cooper beviste, at han stadigvæk har, hvad der skal til for at blive regnet blandt rockens helt store.

Kunstner
Dato
03-08-2013
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Tillad mig en personlig indgang til denne anmeldelse: Jeg har aldrig rigtig syntes noget særligt om Alice Cooper – hverken hadet eller elsket ham. Han har bare været en af de store, der altid har været der, og som jeg kender et par hits med, uden at jeg af den grund købte pladerne. Sidst, han gæstede Wacken, var det dog en decideret pinagtig oplevelse. En gammel mand uden evne eller energi, der mest var der for pengenes skyld, var mit indtryk.

Derfor var det lidt af en overraskelse at finde mig selv foran selv samme rockveteran på samme festival nogle år senere, og en endnu større overraskelse for mig, at jeg syntes, det var godt! Lad det være sagt med det samme. Jeg var ikke taget på Wacken for at drikke sellerijuice. Og da jeg troede, at jeg havde fri, havde jeg bestemt ikke drukket sellerijuice, om jeg så må sige ... Det var i endnu højere grad tilfældet for ham, der skulle have anmeldt Alice Cooper, og han var derfor faldet i søvn. (Det kan være lige meget hvem, men en følelse af deja vu meldte sig...)

Med andre ord var oplevelsen farvet af et ikke beskedent alkoholindtag. Men én ting åbenbarede sig alligevel: Det er i grunden ganske mange af hans sange, som man kender. De ligger lige der i baghovedet, og det var en art overraskende gensynsglæde for en som mig, der aldrig rigtig har bekendt mig til dem. Promillen gjorde så også, at jeg og visse andre i min nærhed mente, at det var på sin plads at synge med i en overmodig tro på evnen til samme. Det gik dog nogenlunde i omkvædene. Sværere er eksempelvis 'Poison' og 'Hey Stoopid' heller ikke, men andre gange var det nok godt, der ikke var en diktafon tændt. Men siden jeg kunne være sådan nogenlunde med, med min baggrund, så må det bevise, at den gode Alice Cooper nok har betydet mere for mig, og måske også rockmusikken, end jeg troede.

Nå, men nok om mig. Koncerten var faktisk aldeles professionelt leveret (fulde tilskuere eller ej) og beviste, at den gode Alice Cooper stadig kan endnu. Han havde et ganske ungt hold med på scenen, og kunne man undertrykke de lidt for musikskole- og Glee-agtige associationer, der trængte sig på, så spillede de faktisk en god gang rock. De var nok også en medvirkende faktor til, at det ikke lød alt for udtrådt, da de var meget præcise og professionelle i deres omgang med numrene – lige til den mere sterile side, dog.

Udover den gode Alice Coopers egne sange, fik vi også en del af rockhistoriens evergreens, 'Foxy Lady', 'Revolution', 'My Generation' og andre, og det var måske også medvirkende til, at det blev en sådan Syng med på Skansen-oplevelse. De blev dog leveret med megen kærlighed, så heller ikke disse numre føltes udtrådte. Showet var med monstre og guillotiner, og hvad har vi. Helt som man kunne forvente sig fra den kant, og dét er i sig selv lige så klassisk som de rocknumre, der blev præsenteret.

Så kære hr. Cooper: Undskyld, at jeg har tænkt ilde om dig. Du er stadig en af rockens helt store!