Copenhell 2018: Vi er uværdige

Populær
Copenhell 2018: Vi er uværdige

Metalpublikum har ikke fortjent et band af Enslaveds format. Slet ikke Copenhells publikum, stod det klart, da nordmændene lukkede Hades-scenen natten til lørdag.

Kunstner
Dato
23-06-2018
Trackliste
Roots of the Mountain
Ruun
Storm Son
One Thousand Years of Rain
Sacred Horse
Allfǫðr Oðinn
Isa
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Der er noget ironisk over det, når Grutle Kjellson står der og taler engelsk til os. Enslaved har et endog meget romantisk forhold til hele mytologien om vores fælles skandinaviske storhedstid under vikingerne, hvor mænd var stolte og langhårede, og guderne var nærværende og menneskelige på en til tider ret gemen måde, og alligevel tror nordmanden ikke, at vi forstår hinanden.

Man kan på den anden side ikke rigtig fortænke ham i det, for det er faktisk, som om metalscenen aldrig helt har forstået at værdsætte Enslaved fuldt ud. Små tre årtier inde er det stadigvæk den tidlige black metal fra pladen ‘Frost’, folk taler om, når de endelig taler om Enslaved, selvom bandet på efterhånden 14 album har bevæget sig langt væk fra udgangspunktet med en stadig mere progrocket og episk vikingemetal. Der er stadig elementer af black metal i det, men det er, som om det kommer helt bag på dem, der er mødt op til Enslaveds koncert på Hades, fordi så mange har afskrevet dem som en halvtam omgang.

Det er en stor fejl. Ligesom det er en stor fejl, at så få overhovedet orker at holde sig vågne for at se Enslaved spille. Den lille forsamling skutter sig i blæsten og nattekulden, men Enslaved selv virker fuldstændig uberørte af det. Ice Dale går på scenen i bar, muskuløs overkrop, Grutle Kjellson flasher stålwire-overarme, og bandet slår sig igennem et kort, komprimeret sæt med sange, der strækker sig fra den nye, post-metalliske hymne ‘Storm Son’ helt tilbage til ‘Allfǫðr Oðinn’ fra debut-ep’en ‘Hordanes Land’.

Enslaved har ellers ry for at være et band, der har lagt fortiden godt og grundigt bag sig for at fokusere på det, de er i dag, frem for dem, der har et navn, fordi de engang var en del af en større bevægelse. De har sådan set også ry for at være et halvtamt liveband, hvilket de får modbevist godt og grundigt. Med en hasteindkaldt erstatning for trommeslageren Cato Bekkevold, der for to dage siden trak sig fra bandet på grund af sin alder, og med keyboardspilleren Håkon Vinje, der for et par år siden trådte ind i stedet for Herbrand Larsen, der havde trukket sig med samme begrundelse. 

Den unge fløs, der end ikke var født, da Enslaved blev dannet i 1991, har også overtaget rollen som skønsanger i bandet, og den opgave løfter han ikke fuldt tilfredsstillende. Hans stemme står ret svagt, og når Grutle Kjellson i ‘One Thousand Years of Rain’ demonstrerer, at han stadigvæk kan andet end at growle og faktisk har en ganske habil sangstemme i sig, kan man godt undre sig over, at Enslaved ikke bare har benyttet sig af udskiftningen til at lade ham varetage hele vokalarbejdet.

Det er så til gengæld også det eneste, der rigtig er at sætte en finger på ved en ellers fornem koncert. Enslaved er et band i særklasse. Sammen med Primordial og Panopticon er de et af de bands, der bedst forvalter arven fra Bathory, og de har taget den et pænt stykke videre. Metallen er ikke stillestående. Det er kun dens publikum, der har det med at være det.