WOA'13: For jævnt i længden

WOA'13: For jævnt i længden

Hollænderne spillede tungt og energisk, og det kunne mærkes at rødderne stikker ned i både black- og dødsmetal, selvom kernen stadig er thrash.

Dato
02-08-2013
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Karakter
2

Det hørtes tydeligt at erfaringen rækker helt tilbage til starthalvfemserne, hvor Legion of the Damned eksisterede under navnet Occult med Rachel Heyzer (eks-Sinister) i front og med inspiration fra bands som Sodom, Exodus og Dissection. Legion of the Damned spiller hovedsageligt thrash af den gamle skole og kombinerer højhastighedsriffene med meget godt fra dødsmetal. 

Da Rachel og Occult splittede op i 2005, tog Occults anden sanger Maurice Swinkels over, og han var en fornøjelse at opleve på Wackens Headbanger Stage under bandets nye navn, som de skiftede til samme år. For det første var set-upet hundrede procent på plads: Der blev synkron-headbanget fra start til slut, fra alle mand på scenen til bageste tilskuer i det godt fyldte telt. Dernæst var Swinkels vokale brutalitet ganske slående. Manden virkede simpelthen vred, og det gav en autenticitet, der var svær ikke at blive fanget af.

Velspillet, men ensformigt

Til forskel fra Occult-tiden var lyden strammet op, og materialet mere melodisk med lige dele speed-thrash og langsomme passager, der demonstrerede, at Legion of the Damned er allerbedst når de spiller tungt. Det er de af den simple årsag, at de ikke tilføjer den hurtige thrash metal noget nyt eller videre repetitionsvenligt. Legion of the Damned spillede mod slut nummeret af samme navn fra debuten ’Malvolent Rapture’ (2006), og det var et fint punktum for 40 svedige minutter, der ikke skriver Legion of the Damned ind i historiebøgerne, men som satte nakkehvirvlerne i gang.

Der var derfor metalfest af de bedre, og stemningen fra publikum fik festen til at være det dét værd. Det er altid en særlig udsøgt fornøjelse at headbange med armene rundt om tilfældige mennesker, man ikke kender, og dele oplevelsen her og nu. Materialet er dog ikke mere interessant i længden, end at det hurtigt er glemt igen, men som live-oplevelse er der ikke mange fingre at sætte på Legion of the Damned, udover ensformigheden i materialet.