Kong Henry
Populær
Punkrockeren og globetrotteren Henry Rollins lagde vejen forbi Bremen og lod munden få frit løb med nerverne og autenticiteten helt uden på tøjet i en tretimers højeksplosiv og medrivende tur rundt om verden. En sikker kur mod den nuværende politiske lede. Som en homage til aftenens mur er teksten skrevet ud i ét.
Henry Rollins. Hvordan skal man dog gengive oplevelsen af at høre dette stykke faste klippe af et menneske snakke uabrudt i næsten tre timer? Hans omgang med sproget og evne til at lade alting – ord, anekdoter, erfaringer, følelser, vrede, mere vrede, lidt ekstra vrede, flere følelser, selvironi, masser af selvironi, LEMMY, masser af Lemmy, og Ozzy, den mest distræte af dem alle, og Iggy i perfekt imitation – glide ud og ind ad hinanden som den største selvfølge. Uden at stoppe bare i ét sekund. Nej, der er ikke brug for vand i Henry Rollins mund af en fontæne. Mens han også lige snakker om, hvordan han en gang overnattede i det fri på Antarktisk. Fordi, som Eddie Van Halen engang fortalte ham: “Du har ikke levet, før du har sovet på ryggen i åbne omgivelser på Antarktis”. Og sådan noget siger man altså ikke til Henry Rollins. Man kan stort set erstatte alle Chuck Norris-jokes med Henry Rollins og tage dem for den ægte vare. Henry Rollins er mere mand. Mere kvinde. Mere menneske end nogen andre på denne katastrofalt bekrigende planet. Henry Rollins ved, hvornår man skal være i survival of the fittest-mode, hvornår man skal opføre sig ordentligt, hvornår man skal adlyde ordrer, men også hvornår man ikke skal, og hvornår man bare skal sidde derhjemme med kaffe, en god film, bog, madlavning, strikke, spise nødder eller onanere. Sådan er livet. Selv for en stjerne. En mand, der altså pakkede Bremen til en aften, hvor kun en mand talte. Henry Rollins. Ham, som du allerbedst kender som forsanger i Black Flag. Det fantastiske 80'er-DC-hardcore-band, som fik en dengang 18-årig Henry Rollins til at eksplodere i sit eget uforløste potentiale. Dømt til for evigt at være en nedskudt outsider, uden mål, uden håb og absolut helt uden noget åbenlyst talent, og med en far, som var en douchebag, og en mor, som lod sig dominere (dog havde hun god musiksmag), gav Henry Rollins virkelig ikke en f*ck, da han, alt i mens hans livløst arbejdede som slave på en Hägen Dasz-fabrik, så en annoncen for et fedt hardcore-band. Men det vidste ingen endnu. De ville spille noget lettere glad musik, men Henry Rollins havde hørt Mötorhead. Og han hadede samtidig verden som ingen andre. Fyldt op til begge ører med foragt for alt. Alle var nogle goddamn idioter. Blæste i deres ubekymrede omfavnelse af alle de normer, som sikrer et unødvendigt hieraki og splittelse blandt og imellem mennesker. De andre i Black Flag var klar på den unge, vrede mand. Og resten er historie. De blødte igennem med næven helt fremme igennem et Ronald Reagan-regeret USA. Så gik den ikke længere, og Henry Rollins tog skeen i den anden hånd og lavede sit eget band. Henry Rollins er i en alder af 54 år stadig et veltrænet muskelbundt, som han har vedligeholdt med stærk disciplin, så han kan agere med samme intensitet som sit store idol, Iggy Pop. En mand, han flittigt imiterede denne aften, men stadig ikke ved, om han kan samle mod til at præsentere for legenden selv. For Henry Rollins møder alle! Han har mødt Lemmy mange gange. En rigtig guttermand. Engang var Henry Rollins hjemme hos Lemmy i hans hjem i Los Angeles. Et tilstoppet hus med ting med et kontrolrum i midten med whiskeyflasker langs væggene, vinyler, bånd og videospil. Her sad Lemmy i timevis og lyttede til musik, som han fik tilsendt. Da Henry Rollins var på besøg hørte de et all-girl punk-band, som de begge syntes var fedt. Og der stod de. To af rockens største stjerner i et sammenpresset lokale med en boomblaster mellem dem og lavede luftguitar og dansede. Henry Rollins er overalt og oplever alt. I aviser, blogs, film, musik, radio og på landevejen. “Jeg hader, når jeg ikke er i en tourbus på vej et sted hen.” og "Jeg vil lave film, alle film, jeg er ligeglad, så længe jeg oplever. Indtil de finder ud, at jeg ikke kan spille skuespil." For Henry Rollins er livet arbejde. Arbejd. Arbejd. Arbejd. Men ikke på en stresset måde. På en måde, der giver mening for ham. Og derfor er det ikke rigtigt arbejde alligevel. Henry Rollins lever, når han står på scenen og banker hoved på sømmet-pointer ind i os alle. Som han lagde ud med at annoncere, som kun Henry Rollins kan gøre det: “Mennesker er forfærdelige. Selvfølgelig ikke os herinde i salen, men alle dem derude!”