Åndssvagt godt, eller bare åndssvagt?

Populær
Åndssvagt godt, eller bare åndssvagt?

En gang imellem bliver det meget tydeligt, at der er forskel på om noget er åndssvagt godt eller bare åndssvagt, og Jeff Loomis' optræden på Templet i Lyngby var netop én af de gange.

Kunstner
Spillested
Dato
07-11-2012
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
2

Jeff Loomis kender man fra bandet Nevermore, hvor han svingede øksen ekvilibristisk over de ganske komplicerede og tunghurtige numre, Seattle-bandet byder på. Men det har åbenbart ikke været helt nok for herren, så tilbage i 2005 begyndte han sit soloprojekt som nu er hans eneste band, da han forlod Nevermore i 2011, vistnok grundet samarbejdsvanskeligheder. Noget der ganske givet ikke bliver et problem for ham i hans eget projekt. Hvor alt, alt, er centreret omkring ham, og obsternasige elementer nok bliver drønet ud, hurtigere end de kan nå at grynte ”Fuck dig Jeff”.

Og denne centrering omkring Loomis var meget kendetegnende for koncerten. Først og fremmest var der selve sceneshowet med ham selv i midten med alle lyskegler rettet mod ham, eller i det mindste lavede de linjer på bagvæggen, der indirekte pegede ham ud. Lyden var det næste, der var med til at sætte ham i centrum. Loomis' sologuitarlyd var så kraftig, at resten af bandet blot var et mumlende baggrundstæppe, som han spillede henover. Og da guitarleaden er det kendetegnende ved musikken, ja så gik der meget tid med at høre ham spille den af.

For det var nemlig lidt dét, man følte man var vidne til: onani på guitar. Muligvis er det en uretfærdig dom over en knalddygtig guitarist, der mere end nogen har håndværket i orden, blot at vrænge ”masturbant!” efter ham. En dom, som sikkert gør, at denne anmelder bliver ført til pinedøden i de dybeste kældre under Danmarks Tekniske Universitet, af de meget entusiastiske tilskuere der stod helt oppe forrest. De fik helt sikkert og meget demonstrativt noget ud af showet, lige på nær dét ekstranummer deres vedholdende sluthyldest faktisk havde fortjent. Men det er ikke desto mindre var det den oplevelse, som rigtig mange andre stod med under showet og også fik mange til at skride før tid, så der var halvtomt bagerst i det lille spillested, da showet var ovre.

Ret skal være ret. Sine steder var musikken god metal, med gode riffs spillet med et højt energiniveau. Og alle fire musikerne var virkelig dygtige. Virkelig! Problemet var bare, at det fungerede bedst, når numrene var med vokal fra rytmeguitaristen Joe Nurre, og de numre var der ikke for mange af. Det var mest ham Loomis der spillede lead hen over det hele. Så derfor må tommelfingeren (og andre kropsdele) vendes nedad, når noget der var åndssvagt godt spillet, bare var åndssvagt at høre på.