AMF '19: Skrål og skål!

Månegarm-Featured

Månegarm lever fortsat højt på vikingeklicheer, der kun er blevet mere tyndslidte med årene i takt med sangskrivningen. Risikoen for at have glemt koncerten, inden året er omme, er høj.

Kunstner
Dato
08-11-2019
Koncertarrangør
Forfatter
Karakter
2

Fredagen stod tydeligvis i vikingemetallens navn. En genre, der i alt væsentligt drømmer sig tilbage til en tid, hvor nordisk mytologi stadig var det oprindelige sort, hvor det at plyndre og hærge var sejt og mandigt, og hvor naturens kræfter var noget, man hyldede uden forbehold. Hvis man da ellers skal tro mange af genrens pionerer ret, og således også Månegarm.

Svenskerne har efterhånden 25 år på bagen, men der er en klar rød tråd igennem hele karrieren, ikke mindst takket være Erik Grawsiö. Hovedmanden, der siden begyndelsen er skiftet fra trommer til bas, er  bandets sanger og primære sangskriver. Ligesom de tre guitarister elegant klædt i sort, åbentstående skjorte – eller rettere sagt, ikke mere åben, end at man stadig må drømme sig til at se nogen form for brystbehåring.

Det polerede og kønsløse kommer ligeledes til udtryk i musikken, der ikke forklarer tilstedeværelsen af de føromtalte tre guitarister, når de stort set konsekvent spiller det samme. På papiret er det da også kun Markus Andé, der er guitarist i bandet, men stort ser det ud, og og stort lød det også, da Grawsiö i slutningen af den indledende 'Slaget vid Bråvalla' fik hele salen med på fællesskrål, som om vi var vidne til en sang, der skulle have større hitstatus, end vi var klar over.

Forklaringen var dog meget enklere end som så.

Langt det meste af sætlisten var skåret over samme skabelon. Bygget til fællessang uden krav om forhåndskendskab. Et effektivt virkemiddel, når du står på en festival med en blandet crowd, der primært har rusen som deres fælles mission – og hvad hjælper rusen bedre på vej end en fællesskråler?

Man må give svenskerne, at de har luret den godt, og feststemningen tog over, som koncerten skred frem. Med det sagt var der ikke skyggen af mindeværdighed over koncerten, der mest af alt kørte ud af samme rille, og man skulle kigge meget langt efter de stærkere sange fra tidligere i karrieren, hvor Månegarm trods alt havde lidt mere på hjerte end bare at skåle og skråle. Deres evne til at skrive sange uden på nogen måde at lyde originale og så alligevel få dem til at lyde af dét mere i en live-situation er selvfølgelig også et talent. I situationen sagde det dog mere om os, at vi, i al opvarmningens venskabelig hygge med en fadbamse ved hånden, egentlig syntes, at det skulle komme svensken til gode.

Konklusionen er, at vi alle formodentlig har glemt alt om koncerten, når året er omme, og måske står om et par år igen og ser dem på en given anden festival spille nøjagtig det samme. Så står vi der igen med en bajer i hånden og skråler og har glemt alt om det igen en uge senere.