Misery Index svedte igennem
PopulærMisery Index kværnede og svedte sig til en søndagssejr i et saunavarmt Pumpehuset.
Et sommersvedigt Pumpehuset dannede ramme om et længe ventet besøg fra amerikanske Misery Index, som gør sig i grumt groovende grindcore/dødsmetal.
Der blev lagt tungt og sikkert fra land med den fede 'The Carrion Call' fra bandets forrige plade, den ganske glimrende 'Heirs to Thievery', som også var den udgivelse, bandet valgte at lade sættet tage udgangspunkt i denne aften.
Farten barberede finesserne
Lyden i Pumpehusets lille sal - eller underetagen - var desværre ikke den bedste denne aften, hvorfor en del af finesserne i musikken gik tabt. De få ældre numre, som blev spillet, kendte jeg ikke det store til, og her druknede det ellers imponerende guitararbejde i bulderet fra Adam Jarvis' konstant løbske stortrommer.
Måske lyder det som en paradoksal anke, når vi taler dødsmetal - men flere af numrene blev efter min mening spillet næsten en tand for hurtigt, således at dynamikken, det velkendte groove og de præcise skift og markeringer ofte gik tabt i forbifarten. Imponerende hastighed, bestemt, men koblet med lyden denne aften gjorde det blot, at detaljer gik tabt, og at man ved for få lejligheder kom ned at 'bange med hele ryggen' - og det kan vi jo alle godt lide.
Svedige grooves
Misery Index slap for et par måneder siden den utroligt vellykkede 'The Killing Gods', der formentlig bliver en plade, som vil figurere på diverse lister, når metalåret 2014 engang skal gøres op. En plade, hvor bandet forener trommeslager Adam Jarvis' helt ustyrlige spil med en knusende mur af nakkebrækkende grooves og fængende riffs, der ellers ofte er en mangelvare i den voldsommere udkant af dødsmetallens verden, som Misery Index bestemt befinder sig i.
Netop dette fik vi til fulde i 'The Weakener', som satte nakkemusklerne grundigt på arbejde og fik temperaturen til at stige yderligere i den midlertidige sauna, der til daglig kaldes Pumpehuset.
Bandet lod sig dog på ingen måde mærke af temperaturen eller den måske deraf afledte søndags-sløvhed hos de fremmødte. De gav derimod fuld honnør for publikum og gav den alt, hvad remmer og tøj kunne holde, mens de stod på scenen. Det er altid prisværdigt, når bands går til stålet, også selv om der måske er tømmermænd på programmet, det er afskyeligt varmt, eller når publikumsfremmødet svigter.
Det blev selvfølgelig også til 'Conjuring the Cull', en fængende midtempo-kæring, som med et kværnende gashåndtags-groove og et melodisk omkvæd vel er det nærmeste, man kommer et hit fra bandets nyeste skæring.
En svedig søndag aften, som blev indledt af en ægte omgang jydethrash fra The Petulant, som dækker over en håndfuld erfarne herrer fra blandt andet Sacrificial. De spillede deres debutkoncert denne aften, og det kunne bestemt ikke høres, selv om det samlede indtryk desværre blev skæmmet af en mudret lyd, hvor det gode guitararbejde næsten druknede helt. Et band, som nok skal blive spændende at se igen i anden sammenhæng.