Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Oplagt stoner-fællesskab

Populær
Updated
Oplagt stoner-fællesskab
Oplagt stoner-fællesskab
Oplagt stoner-fællesskab
Oplagt stoner-fællesskab
Oplagt stoner-fællesskab

Foran et fantastisk publikum leverede Monster Magnet noget overraskende en af de sjoveste rockkoncerter i år.

Spillested
Dato
14-11-2010
Genre
Trackliste
- Nod Scene
- Tractor
- Dopes to Infinity
- Hallucination Bomb
- Medicine
- Look to Your Orb for the Warning
- Dinosaur Vacume
- The Right Stuff
- Space Lord
--------------------
- Gods & Punks
- Mastermind
- Crop Circle
- Powertrip
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Til trods for at den kolde søndags langsomhed udenfor var til at føle på, var der dukket fantastisk mange publikummer op på Loppen for at imødekomme Monster Magnet med Dave Wyndorf i front. Det vides faktisk ikke, om Loppen var helt udsolgt, men ikke desto mindre var det i hvert fald tæt på.

Sidst, undertegnede så Monster Magnet på dansk jord, var en kedelig, intetsigende affære, da de gæstede Store Vega i 2008. Dén sal var dengang i højere grad halvtom end halvfuld, hvorfor der var en distance mellem publikum og band. Det var ikke tilfældet på Loppen, hvor band og publikum som én helhed skulle få bjælkehyttens tag til at løfte sig.

Fællesskab trods Loppen-skepsis.

Det startede storsnudet på den arrige, øretæveindbydende måde, da Wyndorfs store skikkelse og hans fire mand store band indtog den lille, lave scene. Oplagte publikummer havde stillet ølflasker på scenekanten, som Wyndorf med den tidligere rutinerede coke-næse i vejret kommanderede væk fra scenen - "...and do not touch the pedal board"! 

Loppen er på det seneste i dén grad kommet med ind i kampen på rockkoncert-fronten, og de booker i dag flere og større rocknavne, end de fleste steder i Danmark. Og hurra for det, da de sandsynligvis er Danmarks bedste spillested. Ikke desto mindre er man som publikum en smule nervøs for, om de større navnes egocentriske stjernenykker føler sig trådt på ved at skulle spille et sted af så ydmyg en størrelse som Loppen - og om de af den grund leverer en koncert, der afspejler nykkerne mere end oplagthed og rockattitude. Koncerten med Gojira i august er skræmmebilledet her på.

Heldigvis blev den skepsis, som Wyndorf udviste en smule af fra start, hurtigt forløst gennem rock og rul og fællesskab. Og det tror fanden! For til trods for lidt petitesser af lydproblemer med vokal og bas under indledningen, var den næsten tyve år gamle 'Spine of God'-klassiker, 'Nod Scene', et eminent godtvalgt åbningsnummer, som allerede fra start af både fik publikums næver op og overkroppene til at sveje i takt til de psykedeliske stonertoner. Kort sagt: Monster Magnet blev taget imod med åbent syret-til-sind.

God sætliste fra et velspillet band

Som kvintet var Monster Magnet skruet ganske suverænt sammen. Det er ikke mange uger siden, at det blev annonceret, at den gamle MM-gænger, guitarist Ed Mundell, forlod bandet. Det gjorde, at man frygtede velspilletheden, hvilken dog hurtigt blev afskrevet som fis-i-kasketten-spekulationer. Bandet var hele vejen rundt oplagte og velspillede og især bassist, Jim Baglino fra bandet Halfway to Gone, imponerede på frenetisk manér med at smide rundt med bassen så tæt på publikum, at de sortsynede, headbangende syrehoveder oppe foran flere gange nær var blevet givet en blodtud af hans Rickenbacker.

Aftenens sætliste var så godt som ramt lige røven og imødekom den langvarige fan af bandet. Det blev således kun til få numre fra bandets ottende udspil, den gedigne dog langt fra fantastiske, 'Mastermind', mens man i stedet fik gamle syrevædede stonerperler som 'Dopes to Infinity' og 'Medicine' samt et par publikum-sing-a-longs som afsluttende numere, den medrivende festabe 'The Right Stuff' samt den måske nok obligatoriske men ikke særligt interessante hitter 'Space Lord'.

Underholdende rockkoncert

Aftenens højdepunkt kom tidligere i form af den korte 'Superjudge'-godbid, 'Dinosaur Vacume', der som på kommando fik de tre første publikumrækker til i én psykedelisk fælleshed at stå halvfems grader foroverbøjet som hypnotisk transcenderede fulderikker. Et andet fuldblods øjeblik kom som forventet i form af 'Look to Your Orb for the Warning'.

Som det egentlig gjorde sig gældende for langt det meste af koncerten, var begge disse sange ladet med en gedigen interesse i simpelthen bare at trykke den af, og bandets begejstring for rocken med stort R gjorde aftenen til en af de store og i særdeleshed mest underholdende rockoplevelser i år, hvilket de to afsluttende ekstranumre, 'Crop Circle' og 'Powertrip', samt en stagedivende Baglino var med til at understrege.

Se 'Powertrip' live fra Loppen her!: