Livsbekræftende skvulp fra flodbredden

2017-june2-7e5b0500

Riverside vekslede smertefrit mellem det teknisk tunge og det øretæveindbydende catchy, og krydsningen af progressive elementer og melodisk tæft gjorde denne torsdag aften i Rødovre til en af de mere mindeværdige af slagsen.

Kunstner
Titel
+ Lesoir
Spillested
Dato
28-03-2019
Trackliste
1. Acid Rain

2. Vale of Tears

3. Reality Dream

4. Lament

5. Saturate Me

6. Out of Myself

7. Second Life Syndrome

8. Left Out

9. Guardian Angel

10. Lost (Why Should I Be Frightened By a Hat?)

11. The Struggle for Survival

12. Egoist Hedonist

13. Loose Heart

14. Wasteland

---------------------------

15. 02 Panic Room

16. River Down Below
Forfatter
Karakter
4

Rødovre er sjældent en bydel, vi tildeler megen opmærksomhed på live-fronten. En tendens den forgangne uge skulle vise sig at ændre på, da den lokale booker Karsten Mortensen har dedikeret sit fokus til progrocken i alle dens afskygninger, og har indgået et samarbejde med den svenske pendant, Progressive Circus, for at samle stærke progressive acts på begge sider af Øresund. Lørdag bød Viften således på Neal Morse Band, som i øjeblikket turnerer med den ikoniske, tidligere Dream Theater-trommeslager Mike Portnoy på trommer, men et par dage inden da stod hovedretten på Riverside.



Riverside har udbygget deres lyd plade for plade siden debuten 'Out of Myself' fra 2003, altid med en vis svaghed for det progressivt eksperimenterende uden at fornægte de stærke melodier. Grundkernen med Mariusz Duda (sanger/bas/guitar), Piotr Kozieradski (trommer), Michal Lapaj (keys) og Piotr Grudzinski (guitar) forblev intakt indtil Grudzinskis pludselige død af et hjertestop i 2016. Med Grudzinskis centrale rolle som sangskriver var der for en stund tvivl om Riversides fortsatte eksistens, men den resterende trio har valgt at fortsætte på egen hånd, hvor Duda selv spiller guitaren på pladerne og i livesammenhæng bliver assisteret af den habile Maciej Meller.



Til forret turnerer Riverside med den hollandske kvintet Lesoir, der ligeledes spiller progressiv rock af den mere højtragende skole. Forsangerinden Maartje Meessen udgjorde for så vidt en stærk frontfigur  når vokalen da ellers lagde op til det. Det var dog altovervejende musikken, der drev maskineriet, og her blev der søgt godt i krogene med inspiration mange steder fra. Guitaren var badet i effekter, men på trods af øjeblikke af velklang og tunge riffs stod den i skyggen af bassisten, der både leverede funky slaps og legesyge rundgange og altovervejende var den mest gribende del af Lesoirs lydbillede. At den anden keyboardist og guitarist Eleën Bartholomeus til gengæld nemt tiltvang sig ens opmærksomhed med sit umiskendelige Colgate-smil, når hun gang på gang gav den hele armen på sine maracas, er så en anden sag, og det virkede nærmest barnligt fjollet at lægge så meget energi i noget, der vitterligt var helt og aldeles uhørligt i det større billede. Spilleglæden og intentionerne fejlede intet – trommeslageren var et tilsvarende dynamisk supplement til bassistens legesyge, og Meessens tekniske færdigheder på tværfløjten var svære at overhøre. Det ændrer dog ikke på, at Lesoir i det store og hele fremstod som et gymnasieband, der hvad sangskrivningen angår ville alt for meget, men kunne alt for lidt. Passager fungerede her og der, men intet forplantede sig på nethinden, og velspillende som de nu engang var, så blev 50 minutter i Lesoirs selskab bare en tand for meget.

Da Riverside gik på, tydeliggjorde 'Acid Rain' med det samme forgængernes fravær af melodisk skarphed. Flot bygget op med metallisk tyngde og stærke harmonilinier, inden Duda overlod fællessangen til publikum. Nu er den progressive rock ikke just kendt for catchyness og ørehænger-potentiale, men Riverside gør os flere gange i løbet af aftenen opmærksomme på, at de ikke er helt som de andre. 


”The biggest difference between bands like Genesis and us is, that at this show you'll feel younger  and thanks for bringing your girls”.

I det hele taget fornægter de den stereotype bås, progressiv rock, som mange kategorisk sætter dem i. Duda demonstrerer hvad prog-bands gør ved at spille et noodlet riff, hvorefter han fortæller om fordommen indenfor dedikerede prog-kredse, som går på, at alle dem, der ikke spiller prog, ”bare spiller sange”. Her vil de helst selv sættes i sangbåsen, som sidste års 'Wasteland', der dominerer en betragtelig del af aftenens sætliste, til dels også demonstrerer med enklere rytmiske figurer og sing-along-appeal. Dog kun til dels, for vi kommer ikke udenom, at de strammere arrangementer og tekniske riffs stadig fylder en del på 'Wasteland', især i den blændende 'The Struggle for Survival' og det Ennio Morricone-inspirerede titelnummer. Det virker påtaget, at Duda på den måde tager afstand fra den progressive rock, som i al sin prætentiøse karakter givetvis virker noget tilbageskuende. Aftenens koncert demonstrerer med al tydelighed, at Riverside står med fødderne solidt plantet i begge lejre, og genrerytteri eller ej, så kommer vi ikke udenom, at melodierne er trådt mere i forgrunden med årene, men de vekslende rytmiske figurer efterlader fortsat ingen tvivl om deres musikalske baggrund.



Styrken var netop deres evne til at veksle smertefrit mellem dce teknisk baserede dyder som 'Egoist Hedonist', den første del af 'Saturate Me' og førnævnte 'The Struggle for Survival' til de bløde og ørehænger-venlige 'Lost' og 'Vale of Tears', og i den forstand har Riverside trods alt fat i noget med deres selverklærede foryngningskur. Michal Lapajs avancerede keyboard-setup viste tydelig inspiration fra 70ernes store tangentvirtuoser, men samtidig var der også noget livsbekræftende i hans indlevende spilleglæde, selvironisk flankeret af det røde pelsdyr fra Muppet Show, der prydede hans keyboard, hvis krogede næse havde en påfaldende lighed med Lapajs egen. Koncerten førte os hele tiden videre til nye luftlag, og med den skarpe lyd og flashy lysprojektioner fra de roterende lamper var det svært at sætte en finger på noget – hvis ikke det så var et mindre kritikpunkt i sig selv. Dudas monologer lå på rygraden, og det var i det hele taget utroligt professionelt og indstuderet. Intet var overladt til tilfældighederne, og man kunne have ønsket sig et friere spillerum her og der for at gøre koncerten mere nærværende. Når dét er sagt var det dog en fornøjelse at bevidne, hvordan Riverside efter Grudzinskis tragiske dødsfald har rejst sig fra asken og fører arven videre uden at give afkald på fortidens styrker. Det var en storladen aften på Viften, og vi følte os faktisk en smule yngre for en stund.