Roskilde 09 - Dåsebajerhumor og dødsmetal
Scott i front for Dawn of Demise havde også medbragt sin ølhumor til den lille Pavillion-scene på Roskilde. Heldigvis.
Dawn of Demise havde desværre ikke nok dåsebajere med til at vække alle publikum med et chok ligesom Scott gjorde ved én af de fremmødte ved at kyle en næsten fyldt dåsebajer hårdt ud i mængden. Men blot et par takter af den jyske dødsmetal var nu også nok til at sætte gang i de mest (morgen)friske.
Kvintetten var absolut i hopla, og det var tydeligt, at der var set frem til dette show på selveste Roskilde festivalen. Lydkvaliteten havde ikke samme incitament, men halvt inde i sættet var der styr på den ellers lidt rodede lyd og Martins lækre leads og soli kunne nu høres, uden at man skulle strenge sig an for at finde den i mixet.
Undervejs var der de sædvanlige udsagn fra Scott omkring valg mellem blowjob og øl, og det blev da også proklameret at den bedste lyd, der fandtes, var lyden af en dåsebajer, som blev åbnet. Og det blev til stor begejstring lige testet: mikrofonen hen til dåsen – og ja, bifaldet var i hvert fald imponerende. Der kom også stikpiller til Pet Shop Boys, der skulle stå for natteunderholdningen på Orange Scene samme aften, og en ”opfordring” til at smutte hen og høre Tim Christensen samtidig med Dawn of Demise, for det er jo ham ”med de fe’e riffs”. Ja, selv Scotts kampvægt (der var lidt under par pga. et manglende besøg på Burger King aftenen før) og hans status som single blev kommenteret.
Men musik var der da heldigvis også masser af. Naturligvis fra den populære debut, men også fra ep’en og endda et spritnyt nummer fra den plade, der blev annonceret til release den 11. september. Det var et nummer i samme gode kvalitet, som man kender fra bandet, og folk tog det til sig med det samme. Ligesom nogle få heldige tog de t-shirts som bandet kastede ud fra scenen til sig.
Der blev sluttet fornemt af med titelnummeret fra debutskiven, og som på pladen, var der gæstevokal af Jacob Bredahl, og det var et meget populært visit han gjorde. Den kække energi, der var i ham, var et forfriskende krydderi til både Scotts scenefremtræden og stemme. Jacob skulle ikke stjæle showet, så efter hans fraser i sangen, hoppede han ud igen og lod de andre jyder høste det sidste fortjente bifald.