Vai indfriede forventningerne

Vai indfriede forventningerne

Joe Satrianis gamle elev har gennem 30 år opbygget en solid karriere via sit indiskutable talent, og dermed er der mødepligt når Steve Vai betræder dansk jord.

Kunstner
Spillested
Dato
28-11-2012
Trackliste
1. Racing the World
2. Velorum
3. Building the Church
4. Tender Surrender
5. Gravity Storm
6. Daves Solo
7. Weeping China Doll
8. Answers
9. The Moon and I
10. The Animal
11. Whispering a Prayer
12. The Audience Is Listening
13. Deborah Solo
14. Rescue Me or Bury Me
15. Sisters
16. Treasure Island
17. Salamanders in the Sun
18. Pusa Road
19. Drum Solo
20. The Ultra Zone
21. Frank
22. Build Me a Song
23. For the Love of God
24. Taurus Bulba
Koncertarrangør
Fotograf
Henrik Reerslev
Karakter
5

”An Evening With Steve Vai” i Amager Bio var en intens overflod af lir og skills i selskab med et nærværende og energisk band, hvis hårdeste opgave var at få noget, der falder dem let, til at se svært ud. Steve Vai kunne levere samme blærede performance med en pose over hovedet, og baseret på tidligere erfaring med ungdommens guitarhelt havde en del af mig håbet, at posen var kommet på, for ingen kan som Steve Vai på kvalmsk vis agere skaberen af universet.

Med lys i guitarens bånd, gerne en tre-halset guitar om nakken, vindmaskine til at blafre håret bagud på passende guddommelig vis og stramme bukser som support til veltilrettelagte hoftevrid, kan virtuosen få selv de mest hardcore fans til at krumme tæer. Til al overraskelse kom en nogenlunde ydmyg Vai på scenen med kortklippet hår og et lunt smil i mundvigen, tydeligvis i højt humør.

Den trehalsede kom aldrig frem i scenelyset, ja, faktisk var det, trods en imponerende maskinpark af instrumenter parkeret på stativet til venstre for scenen, overraskende få guitarer der blev spillet på. Måske har den store Steve med alderen indset, at det er nok i sig selv at spille overlegent guitar og at pimpeffekterne blot er effekter.

52-årige Steve Vai kendes som en af de bedste tekniske guitarister, og gennem hele hans solokarriere har det musikalske omdrejningspunkt været futuristisk pop/rock med utallige inspirationskilder til grund, heriblandt østlig musik, skalering og vokalmusik, men også og især elektroniske lyde og bærende elementer fra sin tidligere bandmate Frank Zappas univers, hvis ånd synes at løbe som en steppebrand gennem Vais kompositioner og passion for det skæve.

Vai er til stadighed grænsesøgende i sin musik, hvilket denne aften blandt andet kom til udtryk i samspillet med den hårdtrockende harpespiller Deborah Henson-Conant. En nysgerrighed, der også i 2001 førte til udgivelsen a 'Alive in an Ultra World', som kun indeholdt numre, der var skrevet på landevejen i de forskellige lande turen gik igennem. Således har Tyskland passende fået et nummer der hedder 'The Black Forest', mens Polen til stadighed må undre sig over om 'Giant Balls Of Gold' er en dedikation eller en joke.

Bedst i højt tempo

Aftenen igennem føg det med lumre hentydninger, og man aner slet ikke, at rockmusikken har sin helt egen gænge inden for håndværkerjokes, før man har tilbragt 3 timer med Steve Vai. Han er nu undskyldt, for han pointerer ganske rigtigt, at publikummet nærmest uden undtagelse består af mandlige guitarlærere, og, som han siger: ”I make music to push my own buttons”. No way? ...

Steve Vai udgav i august 2012 albummet ’The Story of Light’, som han brugte det meste af første afdeling af sættet på, bundet sammen af en del smalltalk, og dermed var aftenen fra starten i fare for at blive en tør en af slagsen. Snakken og klicheerne virkede iscenesat på en akavet facon, men efter en lang periode med instrumentale numre, syntes bandet langt om længe at være varmet op og energien begyndte at sætte sit præg på publikum. Vai er trods alt den, han er og det er fascinerende nok i sig selv, for ingen kan vride en guitarstreng som ham, så man ligefrem kan høre pickupperne hvæse.

Hele fire numre fra 90’er-klassikeren ’Passion And Warfare’ var kommet med, og aftenen åbnede sig først for alvor op, da det solide riff fra ’The Audience Is Listening’, boksede sig vej ud i bioen og det var, foruden ’Gravity Storm’ og ’The Animal’, et nummer, der satte en fed streg under at Steve Vai er absolut bedst når tempoet er højt eller bunden groovy og tung. Han har desværre en forkærlighed for langsomme sjælere, hvor guitaren rigtig kan tude, og det er til gengæld mindre interessant, selv om virtuositeten aldrig drages i tvivl. Det mest fascinerende ved Vai er hans ultimative rytmeforståelse. Han kører sit eget løb over pulsen, vender rytmen over trommerundgangen og lirer flageoletter af i tempo 200 uden at tabe hverken dynamik, anslagskraft eller feeling og at opleve det live er helt uforligneligt.

Visuelt var Steve Vai nu alligevel sig selv. Der var blåt LED lys i både harpe, guitar og in-ear, og under ’The Ultra Zone’ kom Vai på scenen iført en 80’er-præget rumdragt, hvilket stemte fint overens med den musikalske sfære.

Familiefesten blev fuldendt ved flere lejligheder, da samtlige musikere fik veludnyttet solotid, og to stakkels koncertgængere blev hevet obligatorisk på scenen til ’Build Me A Song’, hvilket var mere komisk end spændende. Men publikum fik den oplevelse, de var kommet efter, og efter 3 timer rundede Vai af med hittet ’For The Love Of God’ og den tungere, mere Zappa-syrede ’Taurus Bulba’, der satte punktum for en feel-good koncert i guitarens tegn.