Tirsdagstræt plagiat

Tirsdagstræt plagiat

En australsk ulv og texanske engle havde på hver sin måde retrobrillerne på

Spillested
Dato
02-02-2010
Genre
Trackliste
Black Angels:

You on the Run
Mission District
Black Grease
See You in Color
?
The First Vietnamese War
Haunting Young Men
Entrance
Bloodhounds on My Trail

Wolfmother:

Dimension
Cosmic Egg
California Queen
New Moon Rising
Woman
White Unicorn
10.000 Feet
Apple Tree
Colossal
White Feather
Sundial
Pilgrim
Back Round
In the Castle
-------------
Vagabond
Joker & the Thief
Koncertarrangør
Fotograf
Henri Mauser Reerslev
Karakter
1

Syrede Sorte Engle

Den texanske kvintet i Black Angels tager tråden op, hvor The Velvet Underground og The 13th Floor Elevators slap den for fyrre år siden. Med statsfælle Roky Ericksons psykedeliske rockvibrationer som tydelig forbillede, har de indtil videre vist, hvor syreskabet skal stå på to lige imponerende studieplader. To plader, der unægtelig har rødderne placeret i fortiden, men som har en lyd, der langt fra er forældet.

Forventningerne til aftenen hvilede for undertegnede på Black Angels' skuldre. Modsat aftenens hovednavn formår Black Angels nemlig gennem et ramasjang af musikalske tråde at tilføje det musikalske fortidslevn en betydelig egen-signatur. Væsentligst er frontmand Alex Mass' nasale paranoiafremkaldende vokal og hans genfødte Jim Morrison-karisme samt Christian Blands vekslen mellem dronemaskinen og guitaren, som minder om Jason Pierce og Spaceman 3.

På en scene er Black Angels 100 % tro mod den psykedeliske 60'er rock, og man lod sig bemærke, at det da også var en pille, der skulle sluges for nogle publikummer. Det gjorde det ikke bedre, at de psykedeliske mærkværdigheder skabte lydproblemer for Vegas akustik. Det var specielt tilfældet i koncertens begyndelse, hvor Mass' vokal blev sendt ud i salen som et irriterende ekko. Ekko'et var intentionen, hersker der ingen tvivl om, men et på halv styrke ville have været tilstrækkelig. På den positive side har en guitar sjældent lydt bedre, end Blands gjorde denne aften, og da  "Bloodhounds on My Trail" fra debutpladen, "Passover", sluttede en god halv time af, havde de sorte engle da også haft nok tid til at få i hvert fald et fåtal af de beskedne fremmødte publikummer til opvarmningen omvendt.

Et ønske for 2010: Black Angels på Loppen, tak.

Karakter: 3/5

En modig start

Lydproblemer var derimod en by i Langbortistan for Wolfmother, som imponerede med en næsten perfekt bund, top og dybde. Og musikalsk startede det også godt ud, hvor det ellers kedelige storhit "Dimension" førte over i en lang, dristigt jammende intermezzo. Det tog pusten fra den forbeholdne Wolfmother-lytter og synes overraskede friskt. Et kort øjeblik virkede Wolfmother som et helt modigt band, at lægge så kontant og psykedelisk ud foran et hoppeglad publikum, og forhåbningerne blev skruet en smule i vejret.

Der blev slået over i den nye plade, "Cosmig Egg" hvor vi fik en trio bestående af titelnummeret og pladens to åbningsnumre, "California Queen" og "Bad Moon Rising", og publikum gik mulighed for at hoppe videre.

Allerede her begyndte det enerverende i musikken at komme til udtryk. Til trods for at bandet sådan set spillede upåklageligt - kedeligt men upåklageligt - og gjorde det, de vel formentlig skulle, var det langt fra nok.

Wolfmother er undtagelsen

Problemet for Wolfmother er ikke, at Stockdale er influeret af først og fremmest giganterne i Led Zeppelin og også Black Sabbath. Det er ikke et problem i sig selv. Det er selvfølgelig et problem, hvis man igen og igen skal kigge andre musikeres nodehæfter efter for selv at komme på en idé, men selv det kan bringe forfriskende helheder med sig.  Det lykkes eksempelvis fortræffeligt for rockbands som Priestess og The Sword at revitalisere de fuldfede riffs fra disse bands, ligesom det gang på gang lykkes for stooner- og doombands som Sleep og Electric Wizard at fastkoble sig et udtryk fra dengang og gøre det til deres primære musikalske projekt.

Det kan sagtens lade sig gøre at stå på skuldrene af giganter og være leveringsdygtig af vedkommen samtidsrock. Wolfmother er dog undtagelsen. Her er der tale om kedelig tyveri. Det bliver kedelig, fordi frontmand og sangskriver Andrew Stockdale ikke engang kan finde ud af plagiere ordentligt. Helt galt går det i "White Feather", hvis åbningsriff ER "Start Me Up" med Rolling Stones. Her er ingen nytænkning til stede what-so-ever. "White Feather" er det bedste eksempel på rock, når det bliver irriterende.  

En tabt spilleglæde

Der ud over var der en komplet mangel på oprigtig indlevelse fra bandet. De par gange Stockdale inviterede op til "skåååål", havde man mere lyst til at kaste øllen i hovedet på hans bæversmil, og bassist og orgelspilleren Ian Perez forsøgte på dum vis at gå Omar Rodriguez-Lopéz i bedene ved at spjætte som en manisk - også selv om musikken aldrig rigtig lagde op til det. Det virkede falsk hele linien. Spilleglæden var ikke-eksisterende.  

Slut, finale, prut.