Et band, der stikker ud
Populær
De svenske kometer i Tribulation havde et dragende sceneshow og viste høj klasse på et ukristeligt tidspunkt.
På en festival, der i år er usædvanligt tilbageskuende i toppen af plakaten (ikke at jeg brokker mig over det), er det svært at se fremtidsperspektiverne for den hårdere rock. Hvem skal tage over, når Sabbath og Cooper og Scorpions og alle de andre er væk?
Ifølge tre sidemænd ved Tribulations lørdagsåbning af Hades-scenen er det i hvert fald ikke Tribulation. De tre herrer forlod stedet prompte, da trommeslager Jakob Ljungberg entrede scenen og spillede på en klokke; det var åbenbart for aparte for dem, men så er det jo godt, at de kunne se Clawfinger senere på dagen. Og sikkert også godt for dem, at de ikke blev, for det kunne have udfordret horisonten mere, end de havde fundet det behageligt.
For Tribulation er et band, der stikker ud. Musikalsk, visuelt, kvalitativt. Og det er velgørende på en festival, der i år har været tyndt besat rent musikalsk på de mindre scener. Og selvom de ikke er der nu, ligner de et band, der kan nå meget langt og indtage de store scener.
Bandet startede som et dødsmetal på debutalbummet ’The Horror’ (2009), men har gennemgået en eksplosiv udvikling i retning af en inddragelse af progressiv rock på ’The Formulas of Death’ (2013), før de med sidste års ’The Children of the Night’ kom ud over undergrunden. ’The Children of the Night’ simplificerede sangstrukturerne og havde en mindre fortættet lyd, der samtidig er mere proggy, hvor Adam Zaars og Jonathan Hulténs rene guitarer dominerer lydbilledet, der også rummer en postpunket bas og et element af den gotiske rock, som ligeledes svenske In Solitude praktiserede den på deres svanesang, ’Sister’ (2013). Tribulation bebor med andre ord et musikalsk grænseland, hvor der er elementer af dødsmetal, gotisk rock og postpunk en black metallisk atmosfære og progressive tendenser med inspiration fra Bo Hansson. Det er en del mere tilgængeligt, end det lyder.
Samtidig stikker de visuelt ud, særligt ved Hulténs androgyne scenetøj og ligeså androgyne ansigtsmaling, mens han danser balletagtigt rundt iført damesko med høje hæle og løse gevandter, der flagrer i vinden. Det er en vidunderlig oplevelse at iagttage hans sceneshow, der er lige dele 70’er-glamrock og horrorstumfilmsæstetik. En skam, man ikke fik lov at se ham efter mørkets frembrud. Men de stikker også ud ved det gennemførte bagtæppe og de øvrige medlemmers gennemførte fremtoning, der sammen med bassist og sanger Johannes Anderssons følelsesfulde growl, den atmosfæreladede musik og de skrækromantiske og transcendenssøgende tekster netop er med til at vække en anelse om transcendens. Det er der ikke mange, der kan, og da slet ikke i dagslys på en ikke voldsomt velbesøgt Hades.
Men der kommer flere til, som koncerten skrider frem, og det er meget velfortjent. Forhåbentlig fik de nye fans af det, for de leverede en af festivalens bedste og mest dragende koncerter. Skal man pege på en svaghed, er det, at de meget rene og melodiske guitarforløb forsvandt i blæsten foran Hades, men især at Tribulation mangler et par hits på samme niveau som ’Strange Ways Beckon’, albumåbneren fra ’Children of the Night’. Det skal nu nok nå at komme. I så fald kommer de næppe til at spille kl. 13.15 igen.