Det er da også et sandt stjernebesat hold, der har været inde over. Peter Tägtgren (Hypocrisy) har udlånt sine fantastiske evner som producer, og da Dimmu Borgirs trommeslager skred i januar i år har man hentet Mayhems Hellhammer ind til at klare gryderne under den nye indspilning. Så det er de tunge navne i det skandinaviske miljø der er trådt sammen for at genindspille denne milepæl i black metal, for ”Stormblåst” var tilbage i 1996 med til at starte det man i dag kalder "the second wave of Norwegian black metal”, som satte Dimmu Borgir på verdenskortet.
Denne udgave er mere velproduceret og tykkere i lydbilledet. Den når selvfølgelig ikke den originales autentiske og tidsmæssige lyd, men den har mere saft og kraft. Det den nye udgave savner i momentum henter den hjem på rå, velspillet håndværk. Knægtene har fået ti år i bæltet og erfaringen taler sit tydelige sprog, både fra instrumenterne, men også fra mixerpulten. En rigtig lækkerbisken.
Desuden kommer skiven med en bonus-dvd med hele bandets show fra Ozzfest i 2004. En livekoncert lige til kaffen. En skive for alle Dimmu Borgir samlere, og har man ikke originalen skal man eje denne! Ellers kommer den norske horde efter dig i fuld krigsmaling!
Kunstner
Titel
"Stormblåst 2005"
Label
Distributør
Genre
Forfatter