Toto light på den suveræne måde

Toto  light på den suveræne måde
Det svenske Toto rip-off Work of Art får Lars Schmidt til at dåne. Årrrhhh, hvor er det altså bare fedt, at der er nogen, der bærer faklen videre, når nu Toto er stagneret i voldsom grad! Dét er de svenske ungersvende i Work of Art ikke! På deres debutalbum ”Artwork” laver de godt nok et totalt Toto-rip-off, men hvor gør de det dog på en god og dejligt befriende måde, som er hundrede procent godkendt af undertegnede Toto-worshipper.

Work of Art leverer samme swing, som Toto gjorde det i 80'erne, hvor Joseph Williams var bag mikrofonen – og sine steder også lidt ovre i retning af alle tiders bedste og mest oversete Toto-album, ”Isolation” med stærke Fergie Frederiksen på vokal.

”Work of Art” er god energi. Glad energi. Og masser af vestkyst/AOR-swing. Hvilket jo betyder stærk melodi på stærk melodi på stærk melodi samt ikke mindst super omkvæd. Alt sammen leveret friskt med en dejlig lethed. Og ja! Der er – som hos Toto – masser af guitar på. Dog ingen Lukather. Men det er okay, når helhedsindtrykket er så godt, som det er.

Vi får up-tempo rockere som ”Cover Me” og ”Why Do I?” og et Toto-rip-off som åbningsnummeret ”Camelia”, som virkelig fungerer godt. Vi er allerede to takter henne placeret godt og grundigt i slut-80'erne. Og det er jo ikke det værste sted at være – for nogle af os! Vi har en stærk ballade i ”Once In a Lifetime” og så albummets i særklasse bedste og mest iørefaldende nummer, ”Maria”, med et omkvæd, der bare ikke vil slippe.

Work of Art er Toto Light, helt klart. Men det gør simpelthen ikke noget som helst, for lige som Toto leverer de altså med stort musikerskab nogle gode og holdbare sange. En dejlig, positiv overraskelse.

Kunstner
Titel
Artwork
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter
3