Death Magnetic: Schmidts Dom
Populær
Updated
Lars Ulrich & Co. har på "Death Magnetic" fundet tilbage til de thrashede rødder, men desværre uden dybden fra de tre foregående album. Jaja, ved det godt. Nu får jeg jer alle sammen på nakken igen – i samme grad og med samme styrke, som da jeg i Zoo Magazine formastede mig til at rose "Load" og "Reload" til skyerne tilbage i 1996 og 1997. Men jeg vover skindet og ryghårene igen. Ikke for at være provokerende, men: Jeg er langt fra så næsegrus begejstret for den nye fra Lars, James, Kirk og Robert som den øvrige presse. Jeg synes ikke, at det eneste saliggørende i metallen er, at Metallica bliver thrashede igen.
Siges skal det dog, at "Death Magnetic" på grund af en deadline strammere end Gary Moores jeans i firserne ikke har fået den chance, den fortjener. Men de første gennemlytninger får mig uden rysten og bæven til at konstatere, at det er det ringeste Metallica-album til dato. Men når dét er sagt og skrevet, så er albummet overhovedet ikke ringe. Dét er også værd at pointere.
Det sparker – som alle øvrige Metallica-album – noget så grundigt røv. Det får – som alle øvrige Metallica-album – nakkemusklerne til at ’bange’ helt af sig selv. Og luftguitaren finder sin naturlige plads. For de fire gutter kan altså noget, som meget få andre kan: De kan rive én med, uanset hvad de laver. Og de river med på "Death Magnetic".
Jeg savner dog flere ting. Først og fremmest den dybde og tyngde, som gjorde "Load", "Reload" og ikke mindst "St. Anger" til meget fine og vedholdende oplevelser. En dybde, som ikke mindst kom fra James Hetfields tekster og indlevende og rystende stærke vokal. De to ingredienser synes ikke umiddelbart at være til stede på "Death Magnetic", hvor det aggressive udtryk lader til at være det vigtigste.
Jeg savner melodier og sange. Og ikke mindst Hetfields følsomhed og sårbarhed. Dybden. Derfor er dommen herfra, at "Death Magnetic" er Metallicas mest intetsigende album til dato.
Men vildt fedt, at drengene lige viser, hvor det thrashede skab skal stå. Udtrykket er hårdt og brutalt og thrashet som i firserne – dog uden den musikalske lethed og friskhed, som især kendetegnede de tre første album. Også vildt fedt, at vi får guitarsolo på guitarsolo og tonseriff på tonseriff. Dém glæder jeg mig til at dykke ned i.
Jeg har ikke haft en ærlig mulighed for at dykke dybt ned i de enkelte numre, men nogle springer dog i øjnene. "The Day That Never Comes" starter som en ballade, men udvikler sig stort og heavy. Dét nummer rammer noget fin melodi og noget dybde iblandet en spændende kompleksitet, der kulminerer med stenhård aggressivitet og råstyrke. Ren verdensklasse.
Instrumentale "Suicide & Redemption" er klart et løft. "The Judas Kiss" har også klare kvaliteter. Det nummer rykker simpelthen rigtig fint igennem, mens jeg har svært ved at blive klog på "The Unforgiven III". Måske fordi I'eren og II'eren er så fantastiske sange og dermed svære at stå op imod. III'eren lyder umiddelbart hverken til at være fugl eller fisk. Alligevel indeholder nummeret mange elementer, som jeg glæder mig til at dykke ned i.
Men Metallica leverer varen: Alt det, som de såkaldt ægte fans har skreget på siden "The Black Album" (1991). Og så er det – hvis man skal være lidt mere irriterende – at man med rette kan diskutere, om ikke Metallica på "Death Magnetic" sælger ud af egne værdier og overbevisninger ved netop at tækkes kravene fra masserne.
Men på den anden side: Det er filosofi. Og Metallica er rock – gudskelov stadig med nerve og sjæl. Så skal vi ikke lade det blive ved det? For metalkongerne har en evig, ustoppelig evne til at få folk til at have holdninger og forholde sig til dem. Måske det er et tegn på, at "Death Magnetic" slet ikke er så ligegyldigt et album endda?
Uanset hvad, så glæder jeg mig rigtig meget til at lære det at kende. Den høje karakter siger en del om "Death Magnetic", men mest om det samlede bagkatalog. Metallica er stadig størst!
Siges skal det dog, at "Death Magnetic" på grund af en deadline strammere end Gary Moores jeans i firserne ikke har fået den chance, den fortjener. Men de første gennemlytninger får mig uden rysten og bæven til at konstatere, at det er det ringeste Metallica-album til dato. Men når dét er sagt og skrevet, så er albummet overhovedet ikke ringe. Dét er også værd at pointere.
Det sparker – som alle øvrige Metallica-album – noget så grundigt røv. Det får – som alle øvrige Metallica-album – nakkemusklerne til at ’bange’ helt af sig selv. Og luftguitaren finder sin naturlige plads. For de fire gutter kan altså noget, som meget få andre kan: De kan rive én med, uanset hvad de laver. Og de river med på "Death Magnetic".
Jeg savner dog flere ting. Først og fremmest den dybde og tyngde, som gjorde "Load", "Reload" og ikke mindst "St. Anger" til meget fine og vedholdende oplevelser. En dybde, som ikke mindst kom fra James Hetfields tekster og indlevende og rystende stærke vokal. De to ingredienser synes ikke umiddelbart at være til stede på "Death Magnetic", hvor det aggressive udtryk lader til at være det vigtigste.
Jeg savner melodier og sange. Og ikke mindst Hetfields følsomhed og sårbarhed. Dybden. Derfor er dommen herfra, at "Death Magnetic" er Metallicas mest intetsigende album til dato.
Men vildt fedt, at drengene lige viser, hvor det thrashede skab skal stå. Udtrykket er hårdt og brutalt og thrashet som i firserne – dog uden den musikalske lethed og friskhed, som især kendetegnede de tre første album. Også vildt fedt, at vi får guitarsolo på guitarsolo og tonseriff på tonseriff. Dém glæder jeg mig til at dykke ned i.
Jeg har ikke haft en ærlig mulighed for at dykke dybt ned i de enkelte numre, men nogle springer dog i øjnene. "The Day That Never Comes" starter som en ballade, men udvikler sig stort og heavy. Dét nummer rammer noget fin melodi og noget dybde iblandet en spændende kompleksitet, der kulminerer med stenhård aggressivitet og råstyrke. Ren verdensklasse.
Instrumentale "Suicide & Redemption" er klart et løft. "The Judas Kiss" har også klare kvaliteter. Det nummer rykker simpelthen rigtig fint igennem, mens jeg har svært ved at blive klog på "The Unforgiven III". Måske fordi I'eren og II'eren er så fantastiske sange og dermed svære at stå op imod. III'eren lyder umiddelbart hverken til at være fugl eller fisk. Alligevel indeholder nummeret mange elementer, som jeg glæder mig til at dykke ned i.
Men Metallica leverer varen: Alt det, som de såkaldt ægte fans har skreget på siden "The Black Album" (1991). Og så er det – hvis man skal være lidt mere irriterende – at man med rette kan diskutere, om ikke Metallica på "Death Magnetic" sælger ud af egne værdier og overbevisninger ved netop at tækkes kravene fra masserne.
Men på den anden side: Det er filosofi. Og Metallica er rock – gudskelov stadig med nerve og sjæl. Så skal vi ikke lade det blive ved det? For metalkongerne har en evig, ustoppelig evne til at få folk til at have holdninger og forholde sig til dem. Måske det er et tegn på, at "Death Magnetic" slet ikke er så ligegyldigt et album endda?
Uanset hvad, så glæder jeg mig rigtig meget til at lære det at kende. Den høje karakter siger en del om "Death Magnetic", men mest om det samlede bagkatalog. Metallica er stadig størst!
Kunstner
Titel
Death Magnetic
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter