En gang Hetfield

Populær
En gang Hetfield
Trivium har valgt at følge den gamle, hæse Hetfield-vokalstil tager Stonegards vokal udgangspunkt i Metallica-sangerens mere melodiske epoke. Forventningerne til dette album er farligt høje. Trivium har bedyret, at de bliver større end Metallica, men det bliver ikke med dette album. Jovist, albummet er mere modent end forgængeren ”Ascendancy”, men der lånes lidt rigeligt fra Metallica, Judas Priest og Iron Maiden. Den friske frækhed, som de unge drenge havde på det forrige album er nedtonet lidt, ligesom metalcore-tendenserne er det.

Forsanger og guitarist Heafy har anlagt sig en Hetfield-vokal anno ”Master of Puppets”. Egentlig ok, men den fantastiske effekt fra tidligere, når det arrige brøl gik over i smørblød vokal og lækre syng-med-omkvæd er tabt. Den nye stemme betyder, at vokalen indimellem ikke er gennemarbejdet nok og står lidt anonymt. Heldigvis benyttes den fede, helt rene vokal stadig, f.eks. i åbneren ”Ignition” og dennes fede omkvæd.

Bassen er langt mere fremtrædende i lydbilledet og er Steve Harris værdig. Hør bare ”Anthem (We Are The Fire)”, som da også er skrevet af bassisten. Et fint mix af tidlig 80’er Judas Priest og Iron Maiden. Skal nok blive en live-hymne.

Dette virker som et lidt mere sikkert album, hvor der thrashes løs i et ualmindeligt velspillet og produceret lydbillede uden store satsninger. Det virker, men topper ikke. Førnævnte basspil og masser af fede guitarsoli er dog en fryd for øret.

Der er fillers på dette timelange album, men specielt fede sange som "Becoming the Dragon", "Anthem (We Are the Fire)" og den tungrykkende "The Rising" er sikre vindere. For ikke at tale om den lange instrumental slutning ”The Crusade”. Kræs for guitarfræs-fanatikere!

Trivium mangler stadig at udvikle deres helt særegne lydbillede. Men knægtene er stadigvæk unge – og når dette lydbillede måtte komme, vil verden med sikkerhed ikke være i tvivl.

Kunstner
Titel
The Crusade
Distributør
Genre
Karakter
3