Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Fuldendt thrash metal

Populær
Updated
Fuldendt thrash metal
The Haunted perfektioner deres dybt autentiske, agressive og elskelige thrash metal stil på det nye album "rEVOLVEr". Så ruller svenske The Haunted sig atter ud med deres tændte og tunge thrash metal, og spørgsmålet er om disse her fyre nogensinde før har gjort det med mere nådesløs og nossefyldt kraft? Det nye album "rEVOLVEr" er en tordenkilde af knivskarpe Slayeriske riffs tilsat Peter Dolvings intense skrig og skrål og bandets danske trommemester Per M. Jensens helt overjordiske gyngende gryder, der hele tiden holder beatet jerntight og som samtidig løfter bandet op på et højere niveau end mange andre thrash bands på planeten.

Det er bestemt ikke noget nationalistisk svinetrip, det her, men ved den hellige Lombardo, hvor er den mand altså storslående på det trommesæt! Nu har undertegnede skamrost mangt en svensker og nordmand i metalmiljøet i de seneste mange år, og nu er turen helt rimeligt kommet til den gode gamle Invocator-trommetroldmand. Hvilken sublim udfoldelse af talent.

Men Per M. Jensen er så stadigvæk kun en væsentlig del af et stærkt kollektiv, som er helt uden egentlige svage led - The Haunted kan spille twin guitar heavy lir, køre tungt, ondt og sort og så kan de om nogen tærske thrash beatsene af sted som havde de i en kandidatgrad fra The School of Exodus, hvilket samtlige mand i ensemblet formodentlig også har!

Okay, man kan måske nok savne lidt variation og genkendelig i The Haunteds kompositioner, men denne delvise mangel udlignes af bandets gnistrende energiudladninger. Disse fem metalhoveders hjerter banker simpelt hen så hårdt for tung og tempofyldt thrash metal, at samtlige medlemmer burde tvangsdoneres til hjerteforsknings-afdelingen på Riget.

Køb fluks dette album og giv din nabo en heftig hi-fi røvfuld!

Kunstner
Titel
rEVOLVEr
Distributør
Genre
Karakter
4