Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Årets melodiske album

Populær
Updated
Årets melodiske album
Årets melodiske album

Strangeways rammer med 'Age of Reason' ned i melodier så fine og melankoli så stærk.

Kunstner
Titel
Age of Reason
Dato
02-01-2012
Distributør
Trackliste
1. The Sentinel
2. Run
3. Playin' It Over
4. As We Fall
5. Call
6. End Of The Day
7. Alive Again
8. Silver Moon
9. Frozen
10.Long Road
Forfatter
Karakter
5

Wauv for et album! Selvfølgelig er man dybt farvet af, at Strangeways har lavet verdens alletiders bedste AOR/melodiske hard rock album, 'Walk in the Fire' (1989), og at bandets sanger Terry Brock er noget så herrefed (dyrk hans solomateriale og plader med Slamer og Seventh Key).

Men: Bandets studiealbum nummer otte, 'Age of Reason' (ja, AOR!), har haft noget tid at leve i, og det er simpelthen noget af det stærkeste, Devilutions udsendte har hørt meget, meget længe. For den stemning, den melankoli og al den melodi, der er på det album, rammer så klokkerent lige i den gamles hjertekule, at det ikke er til at slippe. Det vokser og vokser i en sådan grad, at det - som det ser ud nu - så absolut må være årets melodiske album. Og det på trods af den voldsomme strøm af melodiske album, der sendes på gaden i disse dage.

Stor, stor turbolens har præget det lille, skotske orkester med den amerikanske sanger, siden de ufatteligt lovende dage i firserne. Markante udskiftninger i besætningen, uoverensstemmelser med pladeselskaber og uheld på uheld.

I 2010 syntes nye og friskere og langt mere behagelige vinde at blæse ind over bandet, som ikke har gjort andet at skuffe siden 1989 og det himmelske 'Walk in the Fire'. Terry Brock vendte tilbage, og Strangeways blev signet til det pladeselskab, som for alvor har boostet AOR og den melodiske hardrock, Frontiers Records. Det meget stærke - og stærkt kritiserede - album 'Perfect World' blev udgivet. Og skuffede så fælt, at Strangeways besluttede at lave eget pladeselskab og frem over selv tage vare på karrieren uden indblanding udefra. Klogt.

'Perfect World' var et stærkt comeback, hvor der ikke blev leflet for den meget hitbetonede AOR, som Strangeways slog igennem med på 'Native Sons' (1986) og 'Walk in the Fire', og som bandets fans siden har ønsket sig gentaget (også anmelderen her).

'Age of Reason' følger musikalsk den tråd, der blev lagt ud på 'Perfect World': Atmosfærisk, melankolsk melodisk rock. Uden leflen for hits, men en samling meget stærke sange, hvor ingen og alle skiller sig ud på én gang.

Mit råd til dig, der er til melodisk rock, der rammer hjertet, er at se at få købt det her album og bare lade det køre og køre og æde sig ind på dig. Du lades ikke uberørt. Det er gennemført smukt og flot. Uden på nogen måde at være i nærheden af pøbelpop.