Back for Attack
Populær
Det er efterhånden ved at være mange år siden – præcis 27 år faktisk – at Witch Cross udgav bandets seneste album ... og første og hidtil eneste album. Nu er opfølgeren her så, og spørgsmålet er så, om det så har været ventetiden værd.
02. Demon in the Mirror
03. Ride With the Wind
04. Metal Nation
05. Awakening-Pandoras Box
06. Axe to Grind
07. Bird of Prey
08. Lost Without Warning
09. Parl of the Machine
10. Chelsea 100
11. Beyond the Veil
Der er løbet meget slam i åen, siden Witch Cross med Alex (dengang Savage) Nyborg Madsen i den vokale forgrund udgav debutalbummet ’Fit For Fight’. Men så pludselig kravlede – mere end sprang – bandet ud til anden omgang sidste år, hvor de efter en lille generalprøve på Keep it True-festivalen i Tyskland havde et come back Metal Magic-festivalen i Fredericia sidste år i juli.
Der er rykket gevaldigt om på besætningen, da kun guitarist Mike Wlad og bassist Jan ”Little John Field” Normark er tilbage fra den oprindelige besætning. Til gengæld er der kommet udenlandsk forstærkning i form af sangeren Kevin Moore, der tidligere har slået sine stemmebånd i Graham Olivers udgave af Saxon. Og lad det være sagt med det samme: Denne anmelder er, om ikke begejstret, så dog så ret fornøjet med resultat. På godt jysk, så kunne det sådan såmænd have været meget værre!
Traditionel heavy metal
Albummet lægger ud med en kort intro kaldet ’March of the Vikings’, om hvilket der ikke er meget at tilføje, ud over at det virker en smule besynderligt, at der er kirkeklokker i baggrunden af en vikingemarch, og så lige det faktum, at denne intro faktisk leder op til et af højdepunkterne på albummet – den første rigtige sang på albummet – ’Demon in the Mirror’.
’Demon in the Mirror’ kunne såmænd godt være et Saxon-nummer. Det kører rigtig godt i riff og rytme og har et yderst effektivt omkvæd. Med andre ord: Witch Cross sætter godt af med denne sang!
Næste sang ’Ride With the Wind’ er noget af en speedy sag, der igen minder ikke så lidt om noget, som Saxon eller måske Pretty Maids i gamle dage kunne have kreeret. Det er ikke synderligt originalt, men det er denondenlyneme effektiv hævi metal.
Herefter daler tempoet og intensiteten en smule i de næste par sange. Først i sangen ’Metal Nation’, der minder svagt om noget, som Accept kunne have banket sammen, og i efterfølgeren ’Pandoras Box’, der efter en lille intro i ’Awakening’ sætter i gang med en vokal, der kombinerer en gang traditionel 80’er-metal med en poppet sangstemme, som lyder som noget, som hedengangne danske Fate kunne have leveret den gang.
Herefter får vi så et instrumentalt heavy metal-nummer i form af titelnummeret 'Axe to Grind' – på samme måde, som der på debutalbummet i svundne tider var instrumentalnummeret ’Axe Dance’.
’Bird of Prey’ sætter langsomt i gang, inden lytteren rammes af et gevaldigt hammerslag af en anspændt rytmesektion og leadguitar , der indleder endnu en sang, der ikke ligger langt fra noget, som Saxon kunne have indspillet.
Tiltrængt fornyelse
Meget behøver ikke at være sagt om albummets to næste sange, ’Lost Without Warning’ og ’Part of the Machine’, udover at de i den grad er heavy metal, som vi kan li’ det! Det efterlader os så med sidste sang, inden Witch Cross takker af for denne gang med den akustiske outro ’Beyond the Veil’. Vi skal nemlig lige have sangen ’Chelsea 100’, der klart skiller sig ud fra resten af albummet, ved at være langt mere moderne i musik og vokal end resten af sangene. På dette nummer er der således tale om en blanding af nærmest thrash-rytme sammenholdt med skiftevis en slags poppet vokal og dedikeret rå vokal. Witch Cross leverer på denne sang langt mere, end vi kunne have forventet. Tak!
Alt i alt må vi sige, at ’Axe to Grind’ ikke er fuldendt, men at det er så meget bedre, end vi havde frygtet – og havde forventet. Mike Wlad fører Witch Cross videre og bør være stolt af det, og med Kevin Moore har bandet fundet en sanger, der kan løfte arven efter store Alex.