Lige ud af labyrinten

Saxon forvilder sig ikke langt væk på "Into the Labyrinth", der holder sig til bandets essentielle metal-traditioner. "Into the Labyrinth" er titlen på det nye Saxon-album, men som gammel metaller har man intet at frygte: de gamle NWOBHM-mestre har bestemt ikke forvildet sig ind i nogen labyrint af stilistiske dilemmaer eller eksperimenterende blindgyder; "Into the Labyrinth" er essentiel Saxon: hård melodisk metalrock, der baserer sig på de gamle dyder, på den gennemgående kærlighed til musikken og evnen til håndværket. Umiskendeligt sådan og egentlig såre solidt, men dog uden at nå de store højder på en ellers godt produceret skive, tællende 13 numre, hvilket også røber den paradoksale begynderfejl hos de ellers erfarne metalrockere: lidt for mange fyldnumre. Eksempelvis speednummeret "Hellcat", hvor bandet glemmer mål og mening midt i tempotonseriet, der indeholder en lettere plankning af Metallicas "Creeping Death". Og den efterfølgende og anonyme "Come Rock of Ages (The Circle is Complete)" indledes såmænd med noget, der kunne minde om en riffmæssig reference til samme orkesters "Seek and Destroy". Uden at sætte milepile i metalhistorien får Saxon dog alligevel hevet sig op over det gennemsnitlige i navnlig det pumpende pompøse åbningsnummer "Batallions of Steel" (en urgenial sangtitel, som også navngiver Saxons kommende turné, omend falskmetallere nok vil finde titlen en kende floskelpræget) og den efterfølgende "Live to Rock", hvis tungt cruisende headbangergroove og fængende lige-ud-ad-landevejen omkvæd får reddet sig ud af de massive klicheers klør. Selvklart albummets førstesingle. Veldrevet er også den tunge bluesrocker "Slow Lane Blues", der lyder som om, den er designet og dedikeret lige til et af Heavyjam-anmelder Emil Svendsens entusiastisk dyrkede motorvejs-"båndmix". Det fungerer også udmærket i balladerockeren "Voice" og i up-tempo nummeret "Demon Sweeney Todd", der - i tillæg til et par andre sange - også åbenbarer, at "Into the Labyrinth" står som et betydeligt bedre album ved ottende, niende eller tiende aflytning frem for ved de første par stykker. Frontmand Biff Byford er stadigvæk en virkelig viril vokalist og det andet gennemgående medlem, Paul Quinn er om ikke en ekvilibristisk prangende, så en vældig præcis og disciplineret guitarist, der ofte rammer plet i selskab med bandets yngre guitarist Doug Scarett. Rytmegruppen udgøres også af 50/50 nyt og gammelt blod via bassist Nibbs Carter og trommeslager Nigel Glockler, og det er med dette velmixede line-up, man kan opleve det altid oplagte og showstærke Saxon i Københavns Pumpehuset - i selskab med Iced Earth - den 12. februar. (NB! HeavyJams anden Saxon-kyndige anmelder, Lars Schmidt, mener i modsætning til denne skribent, at pladen sparker røv til at klokkerent 10-tal!)