De sorthvide tangenters triumf

Populær
De sorthvide tangenters triumf

Kan man leve med at Royal Hunt dyrker keyboardet som det centrale element, bliver man glad deres nyeste udspil.

Kunstner
Titel
Show Me How To Live
Dato
02-12-2011
Distributør
Trackliste
1. One More Day
2. Another Man Down
3. An Empty Shell
4. Hard Rain`s Coming
5. Half Past Loneliness
6. Show Me How To Live
7. Angels Gone
Forfatter
Karakter
4

Efter omtrent 13 års fravær fra Royal Hunt er D. C. Cooper tilbage i front som vokalist, og uden at denne anmelder kan sige noget om de mellemværende sangere, da han ikke har dyrket det progressive hard rock-band i særlig grad, så må Cooper siges at være et stærkt kort med sin meget kraftfulde stemme. En stemme, der i øvrigt en gang i midthalvfemserne skaffede ham helt til de afsluttende auditions, da Judas Priest skulle finde en afløser for Rob Halford.

Nu han altså igen indehaver af mikrofonen i Royal Hunt, og den plads udfylder han perfekt. Men det er ikke vokalen, som bærer det overvejende danske band. Vigtigste præmis for at acceptere og / eller elske Royal Hunt er nemlig følgende: Man skal forstå at keyboard er kongen – og dermed også at guitar, bas og trommer primært er underlægning. Men kan man det, bliver man også serviceret med velskrevet og meget fængende rock.

Tydeligt hvem der bestemmer

Russiskfødte André Andersen, der alle dage har været bandets ledende figur, er en keyboardbefamler, der i den grad kan kende forskel på sorte og hvide tangenter og elegant dribler sig ud i både overraskende tunge stykker, overdrevne pompøse elementer og de der neo-klassiske fraser, som er så storladne og melodiske, at man skal anstrenge sig for ikke at nynne ubehersket med.

Og Andersson ejer i den grad lydbilledet. Han tager teten, bygger stemningen op, gør det umuligt at levere andet end storslåede omkvæd, indsætter masser af underliggende detaljer og dirigerer i den grad Royal Hunt mod et fornemt resultat. Der er intet her, som virker tilfældigt eller uigennemtænkt, tværtimod falder keyboardblokke ned med stor præcision, og man kan tydeligt høre den overordnede plan for et meget gennemført album.

Flænsende kompetencer

Afsluttende, og trods det vigtige præmis om elektronikklaverets overtag: Det kan undres, at man involverer en helvedes dygtigt firsershreddende guitarist, som Jonas Larsen, der trods alt har vundet Copenhagen Guitar Battle to år i træk, for derefter kun at lade ham brillere i soloer, hvorimod man i den grad skal spidse urimeligt meget ører, hvis man går med ambitioner om at bemærke en rytmespade. Men altså: Her bestemmer keyboardet, og det skal det have lov til i ny og næ.