Det er en tysker! ...Teil sieben
PopulærEfter sidste uges afstikker til et tysk band (Kadavar), som var meget lidt ’tyske’ i udtrykket, er vi nu igen tilbage på sporet med bandet The Very End. Bandets musikstil er måske ikke specielt tysk, men fremførelsen giver klare hints om bandets geografiske baggrund.
2) Iron Sky
3) Infidel
4) The Black Fix
5) Maelstrom Calling
6) Sixes And Nines
7) The Last Mile
8) Dreadnought
9) Gravity
10) Orphans Of Emptiness
11) To Feed On Hope
Albummets første sang ’Splinters’ begynder så nydeligt med lidt dobbelt akustisk guitar, der dog hurtigt bliver afbrudt af trommer, bas og forvrænget guitar, inden sanger Björn Gosses sætter ind med dette stykke herlige tyske/engelske lyrik:
"Eins, zwei, drei, vier - the very end is here
We try to leave but someone´s locked all the doors
Fünf, sechs, sieben, acht – wer hat´s kaputtgemacht?
We try to forget, but there is blood on the floor"
Så ved vi da, at vi er i Tyskland!
Når man søger efter The Very Ends website på nettet bliver man mødt af af overskriften "The Very End - Death / Thrash Metal from Germany" og ifølge Wikipedia spiller The Very End en blanding af thrash og melodeath. Uden at være særlig kender af sidstnævnte genre vil jeg dog alligevel tillade mig at påstå, at der er mere melo end død i TVE’s musik, og mht. til thrash-etikette, så er vi godt nok også ovre i den lette ende af dette genrebegreb. Det fremføres dog også på visse steder, at bandet spiller groove metal og her tror jeg måske nok, at vi skal placere The Very End. Det er ikke groove som Pantera, men i en mildere form. Efter denne genrevidenskabelige udredning kunne vi naturligvis også bare konkludere, at The Very End spiller metal – og bandet gør det sådan set udmærket.
Når jeg hører The Very End kommer jeg faktisk indimellem til at tænke på vores egne Volbeat. Der er samme drive og "ud over scenekanten fandenivoldskhed" over de to bands. I modsætning til Volbeat lyder alle The Very Ends sange imidlertid ikke ens, ligesom der selvsagt ikke er rockabilly over The Very Ends musik.
Jeg synes helt klart, at The Very Ends styrke er den store variation i bandets sange. Men paradoksalt vil andre nok måske synes, at det er en svaghed. For man ved aldrig rigtig, hvor man har bandet. Det ene øjeblik growler Gosses, og det næste øjeblik synger han igennem på traditionel vis – og begge dele mestrer han fint. Og det ene øjeblik tonser bandet af sted med riffs, der har oprindelse i thrash, punk eller industrial metal for lige pludselig at slå over i noget, som lyder som en intro til en Scorpions-ballade.
Jeg kan lide det – andre vil sikkert hade det.
The Very Ends sange bliver aldrig klassikere, og det må betegnes som tvivlsomt, om der venter hitlisteplaceringer i den nærmeste fremtid. Men mindre kan gøre det. The Very End leverer en omgang inspirerende og veludført – men svært kategoriserbar – metal, som det ville være interessant at opleve på vore breddegrader. Det kunne være et navn på en af Roskilde Festivalens mindre scener. Hører I? Jeg råbte: ”Det kunne være et ...”