Efter syv magre år ...
Populær
Efter en længere dvale er The Arcane Order sprunget op og har spændt bæltet for at udgive udgive det tredje studiealbum. Det har været ventetiden værd.
2. Exo Reign
3. Ahab
4. Void Maker
5. Waves of Trance
6. Faith Eater
7. Hesperian
8. Sun Grave
The Arcane Order er bestemt ikke et band, der rider samme dag, som de sadler. Orkestrets undfangelse var tilbage i 2000, men der skulle gå et halvt årti, inden første album var ude; derefter tre år, efterfulgt af syv magre år, inden det magede d'herrer at flikke et nyt album sammen.
Hvis man – som denne anmelder – både var glad for det forgange og er en ængstelig type, ja, så kunne man have frygtet, at dvalen mere havde været brugt på at opbygge webergrillmave og magelighed end at sove sig stærk. At orkestret havde været en komapatient, der efter bevidstløsheden slog øjnene op til en sørgelig hjerneskade. Heldigvis går det så sjældent så galt, som man frygter.
'Cult of None' er en meget veludhvilet og umanerligt potent omgang. Der er store dystopiske lydflader, der bliver drevet fremad af et fremadstormende og pertentligt marcherende stortrommebæst. Kiler af smadder, der bryder den nærmest rolige mægtighed, som bandet lægger for dagen, og det symfoniske titter frem hist og her. Sammen med soloerne er de både en massiv understøttelse af numrene, samtidig med at de også sine steder bliver muntre stråler på en ellers meget gennemført og blytung regnhimmel.
Sammenlignet med tidligere er musikken ikke helt så afsindig, men bestemt genkendelig. Lidt som når en gammel ven har skiftet den sorte t-shirt ud med et jakkesæt – uden af den grund at være blevet mindre bister. Og dette billede peger også hen på et kritikpunkt: nemlig at The Arcane Order heller ikke er blevet en kreativ eksplosion i de forgangne syv år. 'Cult of None' kommer ikke til at gøre sig bemærket som et genreskabende nybrud af en udgivelse, ligeså lidt som ændringer i reversbredder på en blazerjakke ryster nogen substantielle grundvolde.
Men mindre kan også gøre det, for 'Cult of None' er kort og godt vital teknisk død. Der er simpelthen så meget vellyd, så meget finesse, så meget balance mellem stykkerne, at man er en idiot, hvis ikke man giver den et lyt, og måske endda også en sinke, hvis ikke man bryder sig om det. Må de syv magre år blive fulgt af syv fede for The Arcane Order!