Don't believe the hype

Don't believe the hype

Funeral for a Friend tager endnu et spadestik til deres egen grav med et jævnt, jævnt femte album.

Titel
Welcome Home Armageddon
Distributør
Trackliste
1. This Side of Brightness
2. Old Hymns
3. Front Row Seats to the End of the World
4. Sixteen
5. Aftertaste
6. Spinning Over the Island
7. Man Alive
8. Owls (Are Watching)
9. Damned If You Do, Dead If You Don't
10. Medicated
11. Broken Foundation
12. Welcome Home Armageddon
Karakter
2

Det er ikke nogen hemmelighed, at de britiske rockmagasiner aldrig har været bange for at hype deres egne bands, og specielt Funeral for a Friend har gennem deres små ti år på scenen prydet mangen en magasin-forside hos Kerrang, Rock Sound, Metal Hammer, og hvad de ellers hedder. Men hver eneste gang, jeg har ladet mig overtale af hypen og lagt øre til den walisiske kvintet har jeg været svært uimponeret over deres emo/screamo-musiceren.

'Welcome Home Armageddon' er femte skive fra FFAF, og det er mange steder blevet udråbt til at være deres store comeback-album, men endnu en gang er jeg hensat til rollen som den lille knægt, der nærmere ser ølmave og svagt svingende kejser-diller end "de fineste klæder". FAFF spiller ganske pænt, de er bestemt ikke inkompetente musikere, og som en del af den originale bølge af emo-bands har de selvfølgelig en vis ophavsret til genrens konventioner. Men den altoverskyggende pointe er bare, at der absolut intet er på 'Welcome Home Armageddon', som du ikke kan finde væsentligt bedre og mere interessante udgaver af hos andre bands.

Både riffs, melodier, tekster og produktion er så frygteligt generiske, at det nærmest lyder som en computerfremstillet. matematisk kalkuleret emo-abstraktion, og selvom jeg (nødtvungent) har hørt skiven en del gange efterhånden, så befinder jeg mig stadig i det bizarre grænseland, hvor jeg ikke kan huske sangene, fordi de er så dybt forglemmelige, men stadig kan nynne med på det meste, fordi det er så forudsigeligt og leflende for den laveste (emo)fællesnævner.

Om det her bliver sidste udspil fra FAFF, skal jeg ikke gøre mig klog på, men jeg kan i hvert fald garantere, at det er sidste gang, jeg går tilbage til lige præcis denne walisiske fuser.