Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Had uden mægtige riff

Updated
Had uden mægtige riff

Den første udgivelse fra det genopstandne Hatesphere er hæderlig, men mangler de store riffs.

Kunstner
Titel
To The Nines
Distributør
Trackliste
1. To The Nines
2. Backstabber
3. Cloaked In Shit
4. Clarity
5. Even If It Kills Me
6. Commencing a Campaign
7. The Writing's On The Wall
8. In the Trenches
9. Aurora
10. Oceans of Blood
Forfatter
Karakter
3

Spændt har man ventet på, hvordan de skulle gå det nye Hatesphere. Stort set hele besætningen blev i 2007 skiftet ud, og kun Peter (Pepe) Lyse Hansen blev tilbage. Når en så stor del af et band bliver skiftet, kan med en hvis ret spørge til i hvor høj grad det stadig er det samme band. Det mindste krav man bør stille er i hvert fald, at det udgiver en plade med de nye musikere – og vel at mærke en god én af slagsen.

"To The Nines" er albummet, der således bør bevise bandets eksistensberettigelse, og det er i sin helhed ret velproduceret album med en lyd fungerer både på stueanlægget og i bilstereoen. Det musikalsk-tekniske niveau kan man ikke sætte en finger på.

Desværre er manglen på mægtige riffs påfaldende. Musikken cykler godt nok derudaf i et hæsblæsende tempo, men uden at stortrommerne bliver slidt op, og uden at djævlehornene forlader lommerne til hyldest af metalliske uforglemmeligheder. To af de steder, de trods alt gør, er under nummeret "Backstabber" og "The Writing Is On The Wall", som er det mest opfindsomme.

En af de mest påfaldende ændringer i besætningen, er vokaludskiftningen af Jacob Bredahl (Nu: Last Mile, The Kandidate) med Jonathan ”Joller” Albrechtsen (Tidl. Mudslide, Scarred By Beauty). Jonathan growler dybere ifht. Bredahl, der har et hæsere og mere thrashet udtryk. Om man er til det ene eller det andet er definitionen på en smagssag, og jeg vil mene at man kan være både/og. Ingen tvivl er der i hvert fald om, at den unge Albrechtsen er ret dygtig til det han gør, og at det klæder musikken godt.

Pepe er det eneste overlevende medlem af den gamle garde, men da det stort set er ham der har lavet Hatespheres numre, må han siges at være en nøgleperson, også i den nye konstellation, for musiken lyder umiskendeligt som Hatesphere. Og her berører vi en pointe når det angår den nye konstellation: Der er ingen tvivl om at det nye Hatesphere kan kalde sig Hatesphere, men deres nye materiale lyder næsten for meget af det tidligere, og det i en grad, så faren for at orkesteret er blevet sit eget jamband ligger lige for. Man for en grum mistanke om, at den gode Pepe lidt for uindskrænket er blevet bandkongen, og det nye hold ikke rigtig har noget, eller i hvert fald nok, at skulle have sagt.

Kan Hatesphere så stadig kalde sig Hatesphere? Denne anmelder mener ”lige akkkurat”, dels fordi det godt kan være To The Nines bekendt, trods alt, men kun ”lige akkurat” fordi den store udskiftning ikke musikalsk skinner igennem, så det kommer til at fremstå som Pepe-Project.