Højpotent, feststemt og melodisk

Populær
Højpotent, feststemt og melodisk

Efter ni års albumpause er Danger Danger tilbage - med den originale sanger og et album, der var hele ventetiden værd.

Titel
Revolve
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter
5

De på disse breddegrader så frygteligt oversete amerikanere Danger Danger er på banen med deres syvende studiealbum – efter ni års albumpause. Den fremragende 'Revolve' følger op på 'Return of the Great Gildersleeves' fra 2000. Og gør det rigtig overbevisende.

Den originale sanger Ted Poley har afløst den stærke Paul Laine. På papiret en skam, men i virkeligheden er det fint med et genhør med Poley, der gjorde det ganske glimrende på den fine selvtitlede debut fra 1989.

Danger Danger besøgte København for 11 år siden, da de på forrygende vis varmede op for UFO i Pumpehuset – med en stakåndet Lars Schmidt savlende på forreste række. For hold da fest, hvor det orkester leverede – ja, sgu: En fest! En fest med veleksekveret melodisk hardrock, der rykkede igennem.

Og gør Danger Danger så stadig det? Jep! Og mere til. Næst efter den fremragende 'Four The Hard Way' fra 1998 er 'Revolve' Danger Dangers så absolut stærkeste udspil.

Danger Danger består i dag af de tre originale medlemmer Bruno Ravel (bas/producer), Steve West (trommer) og Ted Poley (vokal) samt superguitaristen Rob Marcello, der stødte til for få år siden. Et sæt musikere, der med største naturlighed tightspiller med nerver, nosser, glimt i øjet og et flabet smil på.

På 'Revolve' stikker de os 11 stærke ørehængere, hvor især 'Killin’ Love' træder igennem som et af årets absolut bedste melodiske numre på den melodiske scene. Det medrivende 'Ghost of Love' swinger i en grad, at man slet ikke kan holde sig i ro, mens 'Hearts On The Highway' med sit dejlige syng-med-omkvæd og stærke riff i den grad fremkalder smil. 'That’s What I’m Talkin’ About' er ren og skær R-O-C-K skrevet med store bogstaver og spiller med lige så store klodser. 'Rocket To Your Heart' er bygget fedt op omkring et melodisk omkvæd, som overhovedet ikke giver slip i én. 'F.U.$' (fuck you, money) skiller sig lidt ud med sin tunge, tilbagelænede heavyrock.

Danger Danger er stadig højpotent, feststemt melodisk hardrock, og det er altså et orkester, som er godt at have ved hånden, hvis humøret skulle falde.