Højpotent hjerteblod
Populær
Med sit blot sjette album siden debuten i 1985 viser de danske thrash-inspiratorer Artillery, at de stadig har en masse at byde på.
2. Monster
3. Dark Days
4. Death Is An Illusion
5. Ain't Giving In
6. Prelude To Madness
7. Thrasher
8. Warrior Blood
9. Concealed In The Dark
10. End Of Eternity
11. The Great
Det er tydeligt, at de danske thrash-kæmper Artillery bløder hjerteblod på deres sjette album 'My Blood'. Et album, som holder den brutale fane højt på engagement, indlevelse og rystende energiudladninger - når man tager i betragtning, at gutterne er pænt på vej mod de 50 år.
Men bare fordi dåbsattesten siger, at man er en halvgammel støder, behøver man ikke opføre sig som en sådan - og da slet ikke lyder sådan.
Artillery hører sammen med Mercyful Fate til blandt toppen af danske metalbands, der har sat sig dybest spor i metalhistorien. De tre første udgivelser, 'Fear of Tomorrow' (1985), 'Terror Squad' (1987) og 'By Inheritance' (1990) er klassikere i thrash-genren, og var, da bandet lagde op i 1993, de hidtil eneste vinylvidnesbyrd om et band, der siges at have været med til at inspirere selveste Metallica.
Et rost comeback i 1999, 'B.A.C.K.', førte ikke rigtigt noget med sig, og man troede, at det var helt slut. Men mændene bag, guitaristerne og brødrene Morten og Michael Stützer, ville - og vil - det anderledes. En ny sanger og en spændende live-dvd i 2008 førte til en egentlig albumudgivelse i 2009, 'When Death Comes', og så 'My Blood' - med helt den samme besætning. En besætning, som sammen med Pretty Maids i øvrigt gav en helt forrygende jubilæumskoncert i Amager Bio sidste august, hvor de spillede hele 'Fear of Tomorrow'.
På 'My Blood' leveres der højpotent thrash metal med overblik, overskud og super fin teknisk snilde. Og det er en gevinst med den unge sanger Søren Adamsen, som synger lige så potent som en Tim 'Ripper' Owens - også bevæger sig lidt i samme powermetalliske boldgade, når han laver sine melodier.
Foden hviler fast og tungt på speederen (og dobbeltpedalen) hele albummet igennem. Selv på 'Ain't Giving In', som til forveksling lyder som en ballade - til at starte med i hvert fald. Men også her blæses der fuld speed fremad og så krydres med maidenske mellemspil. Et stærkt og interessant nummer. Lige så albummets absolut stærkeste skæring, 'Warrior Blood', som starter med et ondt, skævt halvakustisk riff og siden brøles i gang med et groove, der simpelthen rykker så stærkt. Og så er vi helt, helt tilbage til startfirsernes thrash-himmel.
Åbningsnummeret 'Mi Sangre (The Blood Song)' er bestemt også værd at nævne, episk i sin længde, sine hidsige riffs og sit høje tempo.
'My Blood' er domineret af, at det så tydeligt skinner igennem, at de her gutter stadig mener det med hjertet. Med blodet. Så mange år efter. Det fede er, at den vilje til metal, den tager de med sig live. Det er sgu en fornøjelse!