Mastodon in Chains

Mastodon in Chains

Den hårdtslående kvartet Mastodon er denne gang voldsomt inspireret af Alice in Chains.

Kunstner
Titel
The Hunter
Dato
26-09-2011
Distributør
Trackliste
1. Black Tongue
2. Curl of the Burl
3. Blasteroid
4. Stargasm
5. Octopus Has No Friends
6. All The Heavy Lifting
7. The Hunter
8. Dry Bone Valley
9. Thickening
10. Creature Lives
11. Spectrelight
12. Bedazzled Fingernails
13. The Sparrow
Forfatter
Karakter
3

De er meget, meget pænere denne gang, på deres femte album siden debuten 'Remission' i 2002, Atlanta-fyrene Mastodon. Men ikke så pæne, at de er i stand til at levere gigantiske metalliske, tunge nosseaftryk.

Det, som Mastodon kan bedre end de fleste andre, det er at rendyrke kompromisløsheden. Ingen af de fem album ligner rigtigt hinanden. Fem album med hvert sit udtryk, hver sin retning.

Retningen denne gang er mere poleret end tidligere. Og meget mere Alice in Chains. Det er helt vildt så mange referencer, der er - især til Layne Staleys vokal og korarbejdet i Alice in Chains. Forklaringen er dog helt ligetil: Mastodon skrev 'The Hunter' i kølvandet på en Alice in Chains-tour.

Mastodon holder dog samtidig også fast i det progressive udtryk, som nærmest blev rendyrket på den storladne 'Crack the Skye' (2009).

Det, som Mastodon også kan rigtig godt, er at skabe musik, der på den ene side er enormt appellerende på grund af sin energi og på den anden side nærmest grænser til det enerverende - netop på grund af sin energi.

Mastodon kan være et rigtig fedt band. Og Mastodon kan virkelig være for meget. Samtidig. Dét er en ting, som d'herrer også holder fast i på 'The Hunter'.

Mastodon - og i dette tilfælde 'The Hunter' skal roses uhæmmet for sin beundringsværdige kompromisløshed - også når en inspirationskilde som Alice in Chains plankes så uhæmmet, som det er tilfældet.

Men sangskrivningsmæssigt kommer Mastodon aldrig rigtigt til at imponere. Men spørgsmålet er, om det gør noget. For der hives rigtig meget hjem på kompromisløsheden, udtrykket og energien.

Og et eller andet sted tæller det også på plussiden, at Mastodon er så søgende fra album til album. Men det betyder dog også, at man ikke rigtigt ved, hvor man har dem.

Så de skal - når nu sangene på ingen måde er prangende - til at passe godt og grundigt på, at den kompromisløse søgen ikke ender op i famlen rundt i stedet.