Satan! Master!
Populær
Græske Satan’s Wrath hylder Satan og 80’er-thrash på deres debutskive, som enhver fan af blandingens elementer bør tjekke ud.
02. Between Belial and Satan
03. One Thousand Goats in Sodom
04. Hail Tritone, Hail Lucifer
05. Galloping Blasphemy
06. Death Possessed
07. Death to Life
08. Slaves of the Invented Cross
09. Satan's Wrath
Med et par måneders forsinkelse bliver vi naturligvis nødt til at anmelde græske Satan’s Wrath, nu når redaktøren på sin årsliste kårede ’Galloping Blasphemy’ som årets internationale album. En påstand, der måske er at tage munden lidt for fuld, men når det er sagt, så er det her bestemt en overset og glimrende udgivelse fra Grækenland, der heldigvis kan byde på andet end baghylere og bankerot.
Skiven er bandets debut, hvor guitarerne håndteres af Stamos K, mens vokalen, trommerne og bassen klares af Tas D, der tidligere i karrieren høvlede løs på den fire-strengede økse for Electric Wizard.
De to herrer har ikke koncentreret sig synderligt meget om at skabe en original vision, men lyder mere som en lang hyldest til thrash-bands af den gamle skole, som Celtic Frost, Coroner og Bathory, kombineret med tidlig norsk black metal.
Således lyder åbneren ’Leonard Rising – Night of the Whip’ henad Mayhems tidlige år med Dead i front. Tempoet er alsidigt, lyden er primitiv, og Tas’ vokal sidder koldt og råt lige i skabet. Så atmosfæren og det sorte musikalske udtryk går fornemt sammen med teksterne, der naturligvis kun koncentrerer sig om helvedes hornede helt.
Hail Satan
"Satan! Master", lyder det i slutningen på ’Between Belial and Satan’. Et nummer, der med sine fede riffs på sin vis nemt kunne havde været skrevet af mægtige Possessed, hvorfra de tydeligvis henter inspiration fra.
Og den linje går gennem de fleste af numrene, som med ’Death to Life’, hvor Darkthrone formentlig kunne have været krediteret som ophavsmænd. Bedst bliver det på ’Hail Tritone, Hail Lucifer’ der indledes med et brillant mørkt guitarriff, og i løbet af nummeret virker det, som om grækerne finder sig selv, frem for at lyde som alle idolerne. Og det savnes generelt i flere af de andre numre.
Men tag alligevel ikke fejl: ’Galloping Blasphemy er musik for den gode smag, trods det, at det originale aspekt langtfra er i højsædet. Absolut et spændende bekendtskab, som er værd at følge fremover.
Indtil videre har Satan’s Wrath ikke samlet musikere sammen til at spille live, men herfra krydser vi fingre for, at de gør det, for der er ingen tvivl om, at Satans nye husorkester ville kunne lægge op til dans med døden, hvis de kigger fordi Loppen eller Ungdomshuset.