Total retro fra Finland

Populær
Total retro fra Finland

Brother Firetribe bibringer ikke rockens verden epokegørende nyt på bandets tredje album.

Titel
Diamond in the Firepit
Genre
Trackliste
1. Intro
2. Love’s Not Enough
3. Far Away from Love
4. For Better or for Worse
5. Desperately
6. Edge Of Forever
7. Hanging by a Thread
8. Trail of Tears
9. Winner Takes It All
10. Tired of Dreaming
11. Reality Bites
12. Close To the Bo
Karakter
2

‘Diamond in the Firepit’ er det tredje album fra Emppu Vuorinens fritidsband Brother Firetribe. Emppu kan åbenbart stadig få nok at spille guitar i symfoniske Nightwish og må ud at spille med ”drengene” i Brother Firetribe. Hvor man måske ofte får den tanke, at musikere i populære bands har et ønske om at spille i et lidt mere enten musikalsk eller intellektuelt udfordrende fritidsband, så synes sådanne behov ikke at være til stede hos Emppu. Brother Firetribe spiller pæn og nydelig melodisk hard rock i AOR-stilen.

Det var meget betegnende, at bandets debutalbum fra 2006 bar navnet ’False Metal’. Musikalsk synes ikke meget at have ændret sig siden da. 'Diamond in the Firepit' byder på den ene melodiske hard rock-sang efter den andene. Det er pænt og nydeligt, men det er ikke særlig spændende. Det meste lyder som noget, man har hørt mange gange før fra den amerikanske AOR-scene.

Første single fra albummet – ’For Better or for Worse’ – lyder da såmænd som en sang, eksempelvis Europe kunne have haft et moderat hit med i slutfirserne. Men det er altså ikke noget, der kalder på, at man hiver de helt store superlativer frem.



Kan man imidlertid ikke få nok af Journey, Foreigner, Night Ranger, Loverboy og lignende 80’errock-fossiler, så er der da en helt god chance for, at man vil knuselske det nye album med Brother Firetribe.

Det er sådan et album, som man som heavy metal-fan i 80’erne ville anskaffe sig for i det mindste at have den i baghånden, hvis man fik listet en pige med hjem på skibsbriksen. Men med mindre ens interesser går i retning af piger over 45, så er dette nok heller ikke en grund til at investere i dette retrolydende album.