Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Tydelig oldschool-passion

Updated
Tydelig oldschool-passion

Decaying fra Finland leverer en udmærket omgang oldschool dødsmetal, hvori der lånes fra genrefæller som Asphyx, Bolt Thrower og Grave.

Kunstner
Titel
Devastate
Dato
01-09-2011
Karakter
3

'Devastate' er ikke et "normalt" album, da det sådan set blot er den finske gruppes to demoer 'New Order' og 'The Annihilator' smækket på en skive.

At det er demoer bærer lyden lidt præg af, men i en oldschool-fascineret dødsmetalfans verden, så vil det jo ikke nødvendigvis være en negativ ting. Og finnerne gør utroligt meget rigtigt med sine riffs og vokalen, som er et ret typisk dybt growl, som dog har nuancer flere steder over mod en Martin Van Drunen eller John Tardy. Ikke dårligt.

Samtidigt er det også fedt, at bandet ikke er bange for at gå ned i tempo - helt ned, hvor det bliver ganske slæbende, og man ikke er bange for at putte etiketten "doom" henover. Således er halvdelen af skivens numre over ti minutter lange. Men når der bruges simple, men tunge og fængende riffs til de lange passager, så er tiden bestemt ikke spildt.

Nu blev der antydet, at det er "demo"-lyd, hvad det så end er i år 2011, og at det, i dette tilfælde, godt kunne være ret charmerende. Men det er nu stadig et punkt, hvor Decaying kan forbedre sig. Trommelyden er ikke helt som en god gammel Studio Sunlight-produktion. Niveauerne hopper lidt, og bækkenerne er der bare - de lyder ikke specielt fedt.

Det er helt berettiget, at Decaying har fået Hellthrashers opmærksomhed, og dermed fået sine to demoer udgivet på én cd, for sangene er stærke. Måske ikke så originale og som nævnt heller ikke i den fedeste produktion. Men produktet lugter af noget rigtigt og selve bandets grundtanke er fin: at hylde den gode gamle europæiske form for dødsmetal. Det lover godt for Decaying, og man kunne snildt forestille sig, at de ville gøre det godt på en festival som Kill-Town Death Fest.