Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

10 hurtige: Michel "Away" Langevin

Populær
Updated
10 hurtige: Michel "Away" Langevin
10 hurtige: Michel "Away" Langevin
10 hurtige: Michel "Away" Langevin

Trommeslager i Voivod, Michel "Away" Langevin, svarer her på vores 10 hurtige til en heavynørd. Devilutions udsendte mødte ham lørdag afte, da de gav koncert på årets udsolgte Aalborg Metal Festival.

Kunstner
Titel
10 hurtige: Michel Langevin
Dato
07-11-2015
Genre

1. Hvad er dit første minde med heavy metal?

- Det var, da jeg købte mit første Iron Maiden-album ('Iron Maiden' udkom i april 1980, red.) – på grund af dets cover. Jeg behøvede ikke en gang lytte til albummet først. Jeg vidste bare, at jeg ville komme til at elske deres musik. Og det er stadig mit favorit-heavy metal-album – deres første album. Faktisk er Voivods første album ('War and Pain' fra august 1984, red.) cover et ripoff af det cover, ha ha ha!

2. Hvem er dit favoritband gennem tiderne?


- Van der Graaf Generator, som er et progressivt rockband fra 1970'erne. De er fra England. Forsangeren hedder Peter Hammill. Men det er et ud af mange bands, for jeg kunne også nævnte Sex Pistols, men nu tager jeg Van der Graaf Generator.

3. Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?

- Terry Bozzio, som er min yndlingstrommeslager, fra Frank Zappas band. Så kunne jeg stille ham alle de spørgsmål, jeg ville.

4. Hvad er dine fem yndlingsplader?


- Iron Maiden: 'Iron Maiden' (1980)

Motörhead: 'Ace of Spades' (1980)

Van der Graaf Generator: 'Pawn Hearts' (1971).

Ok, lad os se... Iron Maiden...  Michel taler med sig selv i en lettere viskende tone og forsøger at finde ud af, hvor langt han er nået i at nævne fem album.

- Sex Pistols: 'Never Mind the Bollocks' (1977)

Discharge... nej, vent. Jeg vil hellere sige GBH’s 'City Babys Revenge' (1983).


5. Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?


- Jeg vil tro, det er Motörhead, da de kom til Montreal for at spille 'No Sleep på ’til Hammersmith'-touren. Jeg tror, det var tilbage i 1981 – den ændrede slet og ret mit liv. Fra da af vidste jeg, at jeg ville være trommeslager, være i et band og spille live, haha.

6. Hvilke platforme bruger du til at opdage ny musik?


- Faktisk bare YouTube, forskellige kanaler der. Og du ved, et klik, og jeg er sendt videre til en masse andre kunstnere. YouTube er i mine øjne fantastisk – jeg kan fx se en livekoncert fra 1972 med Van der Graaf Generator, da de spillede i Paris. Det er utroligt!

7. Hvilket band er din guilty pleasure?

- Asia. Er det overhovedet en guilty pleasure?! Ha ha!

8. Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?


- Selv i skoletiden lyttede jeg til AC/DC og var også til punkrock. Men jeg var også meget til det, der senere blev kaldt metal. Jeg var rigtig god til naturvidenskab, selv på universitetet, men folk dømte mig negativt blandt andet på grund af mit lange hår og min læderjakke.

Hvad hørte du de andre sige om dig?

- De troede automatisk, at man man uintelligent. Og de vidste jo ikke, at de fleste metalheads er nørder, er til 'Ringenes Herre' af J.R.R. Tolkien, eller ikke kan vente til den næste 'Star Wars' osv.

- Det ved de ikke, og det er også ok. Allerede som teenager begyndte jeg at være ligeglad med andres meninger om mig, for jeg havde mange venner i både metal- og punkmiljøet, og de var alle cool. Begge "fløje" kunne dog ikke rigtig enes indbyrdes. De troede hver især, at den anden fløj var dumme. Og der er jo uintelligente personer i ethvert miljø – lige som der er intelligente personer i alle miljøer. Så det er det samme alle steder.

9. Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet?

- Da vores guitarist – Piggy (Denis D’Amour, red.) – døde i 2005 var støtten fra hele metalmiljøet ud over min fatteevne. Det var meget vigtigt, og... ja, jeg vil altid være meget taknemmelig. Selv fra musikere, jeg ikke kendte eller havde mødt, såsom Nikki Sixx fra Mötley Crüe, fik jeg positive tilkendegivelser.

10. Hvorfor er du heavyfan?


- Det er jeg, fordi miljøet er så godt, og fordi det er den type musik, jeg kan relatere mest til. Alt er godt ved musikken – energien og det tekniske niveau. De fleste metalbands er meget præcise og bevidste om... du ved, musikken er ikke løst spillet eller unøjagtig.

Så der er tonsvis af fantastiske aspekter ved metal. Navnlig er stemningen til livekoncerter god... i 32 år har jeg ikke set en slåskamp. Vi er én stor familie.

Jeg elsker det slet og ret. Og det er derfor, jeg er 52 år og stadig med. Vi startede, da jeg var 20 år, og jeg elsker det stadig – jeg kan ikke stoppe!

Jeg er meget enig. Og det pudsige er, at de store medier i Danmark, siden Copenhell startede, skriver: ”Der var ikke optræk til slåskampe, og politiet blev ikke kaldt ud” i den dur – som om det burde være modsat. Det har aviserne skrevet med lige stor forundring de seneste fem år.

- Der er meget lidt af den slags. Tag nu fx Wacken i Tyskland eller Hellfest i Frankrig, der kan jo være op til 90.000 mennesker – og der er jo ingen slåskampe. Kun en stor og sjov fest.

Tak for snakken.

- Det er mig, der takker!

Du kan glæde dig til at læse vores interview med Michel senere på året, hvor du blandt andet får svaret på, hvorfor bandmedlemmerne har fået de øgenavne, de har, og du kan høre om Michels sideprojekt Tau Cross, der i øvrigt gæster Roadburn næste år.