Årsliste 2011 - Lars Schmidt
Populær
Lars Schmidt har haft rigtig gode oplevelser med Thin Lizzy, Joe Bonamassa og Saxon i år. Men også med Journey og Mercenary. Ozzy skuffede fælt, og Whitesnake overraskede positivt.
ÅRETS DANSKE ALBUM:
1. MERCENARY: "Metamorphosis"
Mercenary tager os alle med bukserne nede efter en medlems-åreladning af de store. Men basgrowler René Pedersen viser sit kæmpe sangmæssige talent og gør savnet af sanger Mikkel Sandager til at leve med på dette fuldendte progressive melodeath album.
2. OLIVER WEERS: "Evil's Back"
Der blev snittet gode omkvæd til, da den herboende tysk-engelske sanger (og tidligere X-Factor deltager Oliver Weers skulle følge op på sin udmærkede debut, "Get Ready". En rigtig gedigen opfølger, tung, mere dyster og stadig med stærke omkvæd.
3. ARTILLERY: "My Blood"
Det er jo helt igennem fantastisk, at thrash-kongerne fra Vestegnen, Artillery, som om nogen var bannerførere i den hårde genre i 1980'erne, har fået deres anden ungdom med albumudgivelser og turneer rundt om i verden. Så fortjent! "My Blood" viser med sit høje energiniveau, at fanen fortsat holdes højt.
4. SØREN ANDERSEN: "Constant Replay"
Den allesteds nærværende danske superguitarist udgav sin solodebut i 2011, og det var en effektiv omgang rock med en god blanding af klassisk heavyrock og mere ørehængende poprock, som man ikke kan sidde stille til.
5. FATE: "Ghosts From The Past"
Fate var Mercyful Fate guitarist Hank Shermanns hyggeorkester i de popheavy firsere. De slap et par fantastiske melodiske skiver i 1984 og -86. Men da Shermann smuttede, smuttede magien også. Den er endelig tilbage nu, hvor Torben Enevoldsen i den grad leverer guitarvaren. "Ghosts From The Past" tager prisen som årets mest oversete danske udgivelse.
ÅRETS INTERNATIONALE ALBUM:
1. JOE BONAMASSA: "Dust Bowl"
Et hardrocket og helt igennem komplet bluesrock album fra genrens største lysende stjerne, den hyperaktive Joe Bonamassa. "Dust Bowl" rykker og rocker hele vejen igennem, og det, som Bonamassa kan, ud over at spille sej, sej spade, er at skrive gode og langtidsholdbare sanger, der går lige i hjertekulen. Dem er der intet andet af på "Dust Bowl". Wauv!
2. SYMPHONY X: "Iconoclast"
Den klassiske progmetals nye mesterværk. Det er, hvad fantastiske Symphony X gav os i 2011. Det fik vi. Dream Theater og alle de andre fik så meget bagjul, spillet på røv og albuer helt ud af banen af denne kombination af tung, rå energi, superekvilibrisme og helt igennem fantastisk sangskrivning. Og så har Symphony X den ene af metallens to største sangere lige nu: Russell Allen (den anden er naturligvis Jørn Lande).
3. BLACK COUNTRY COMMUNION: "2"
Den klassiske hardrocks håb, supergruppen Black Country Communion, skuffer på ingen måde på deres udspil nummer to på mindre end et år. Glenn Hughes og Joe Bonamassa er frontfigurerne, backet stærkt op af Jason Bonham og Derek Sherinian. På "2" er BCC stærkere på sangskrivningen, mere sammenspillede. Og så rocker de altså bare igennem.
4. JOURNEY: "Eclipse"
Journey, så er der dømt sukkerpop, udbryder de fleste. Gu' er der da NOT! De genfødte AOR-guder leverer i 2011 et hamrende rockende album, hvor der ikke er sparet på de storslåede melodier. Og guitarist Neal Schon er jo bare fantastisk. En gave var det at opleve bandet i Vega i juni. Herom senere.
5. SAXON: "Call To Arms"
"Hammer Of The Gods" er meget sigende titlen på første nummer på endnu et utroligt kvalificeret Saxon-album i en lang, lang række. Biff og de gæve saksere holder fra album til album så højt niveau, at det nærmest må forbydes. Saxon er vel sagtens det eneste band fra New Wave of British Heavy Metal epoken i startfirserne, som bare bliver bedre og bedre. De øvrige, Maiden og Priest inklusive, har albummæssigt forlængst kendt deres bedste dage.
ÅRETS INTERNATIONALE HIT:
BLACK COUNTRY COMMUNION: "Cold"
En hjerteskærende sang om at miste, skrevet af fænomenale Glenn Hughes, der har fundet sin tredje ungdom med supergruppen Black Country Communion. Tekstmæssigt en stærk oplevelse sunget med en inderlighed, der går lige i hjertekulen. "Cold" rammer i sin hardrockende enkelthed ned i en hård og ond følelse af tab og død. Smukt.
ÅRETS DANSKE HIT:
MERCENARY: "Shades Of Grey"
Ud over at banke igennem, så kan Mercenary - stadig - det dér med at skrive en melodi, der bliver hængende. Og de kan levere samme melodi med et højt energiniveau og yderst, yderst velspillet. Og velsunget. Her af overraskelsen, Mikkel Sandagers afløser på vokal, bassist René Pedersen, som virkelig imponerer på årets danske album.
ÅRETS GENFUNDNE KLASSIKER:
THIN LIZZY: "Chinatown"
Folkene bag denne skribents yndlingsband fik den geniale idé at genudsende en håndfuld af bandets klassiske skiver - med masser af kvalificeret ekstramateriale. "Chinatown" udmærker sig især ved de kraftfulde koncertoptagelser, der viste, at perioden med guitarist Snowy White i hvert fald live er en meget upåagtet periode i Lizzys liv. Samtlige liveoptagelser er højenergiske, velspillede og fyldt med power. Krydderiet: Genlyt af selve "Chinatown", som stadig holder den dag i dag. Phil, du er savnet!
ÅRETS DVD:
DEEP PURPLE: "Phoenix Rising"
Et stærk, hudløst ærligt portræt af Purple fra tiden med Coverdale, Hughes, Lord, Paice og Bolin - hvor det hele begyndte at ramle fuldstændigt på grund af stoffer. Og hvor der faktisk blev skabt hardrock-klassikere på stribe. Især dokumentaren "Gettin' Tighter" er stærkt og voldsomt tv. Oveni fede liveoptagelser. Og rystende liveoptagelser. Eneste mangel: David Coverdale anno 2011 interviewes ikke.
I opløbet har vi naturligvis "Lemmy" og "God Bless Ozzy Osbourne". Tankevækkende, at det er tre dvd'er med hovedtemaet rock på drugs, der er årets tre stærkeste.
ÅRETS OPSAMLING/BOKSSÆT:
THIN LIZZY: "Chinatown", "Black Rose", "Jailbreak", "Live And Dangerous", "Johnny The Fox"
Vi samler ikke på nyudgivne opsamlinger hjemme hos os, og da der ikke rigtigt er udgivet erindringsværdige bokssæt i 2011, så tager vi altså fat i genudgivelserne af ovennævnte klassikere fra Phil Lynotts Thin Lizzy. Lækkert pakket i pap med masser af fantastisk ekstramateriale. Selvfølgelig udgivet på en dejligt timet måde i forhold til lanceringen af Lizzys nye og verdensturnerende lineup. Fårk det, for de her album med al dette ekstrahejs holder! Lækkert, lækkert!
ÅRETS KONCERTER:
1. FOREIGNER/JOURNEY, Vega, 28. juni 2011:
Foreigner var fantastiske, og Journey endnu mere. AOR'ens to største sammen - samme aften i et toptændt Vega. Det var forryggende, smukt, stærkt. Selv om det ikke var de to bands' originale sangere, der førte an. De orkestre dér, venner. Og det publikum, som kunne alle sangene forfra og bagfra. Og de to erstatningsangere? De leverede stor, stor klasse.
2. THIN LIZZY, Sweden Rock Festival, 11. juni 2011:
Et stærkt gennemtænkt og super veludført lineup skifte, hvor især valg af sanger var opsigtsvækkende og rigtigt. Irske Ricky Warwick fra The Almighty var det perfekte valg, viste det sig lørdag aften på Sweden Rock. Her blev Lizzy spillet, som Lizzy skal spilles. Et heavy folkrockband, som gav sangene den respekt, de fortjener. Atmosfæren i skumringstimen, stemningen. Det var stærkt, det var rørende. Smukt.
3. ROGER WATERS "THE WALL", Parken, 7. maj 2011:
Ét ord: Storslået! Leveret af en gammel krukke, der bare var i topform, åben, imødekommende og musikalsk og sangmæssigt i topform. Fedt, at Waters har fundet mod og lyst til at tage på landevejen med et af de væsentligste rockalbum nogensinde. Naturligvis leveret med alle nutidens tekniske hjælpemidler. Storslået! Og ikke et ærgrelsens ord om, at man gerne villle have været i London, hvor David Gilmour trådte op med sin gamle fjende Waters.
4. SAXON/ANVIL, Amager Bio, 27. november 2011:
Anvil var en smuk og livsbekræftende oplevelse. Præcis som i den gribende rock-dokumentar "The Story of Anvil" skinnede Lips' og Robb Reiners kærlighed til metallen så tydeligt igennem, at man ikke kan lade være med at elske dem og håbe at de snart, snart, snart opnår det verdensgennembrud. Og Saxon? For anden gang i år leverede de bare til topkarakter (første gang var 9/6 på Sweden Rock). Et flotpakket sæt af nye og gamle klassikere leveret, som om det stadig gjaldt at spille sig til det store gennembrud. Et mastodont-orkester.
5. WHITESNAKE, Vega, 22. november 2011:
Det er et fact, at David Coverdales stemme ikke er, hvad den har været. Det må vi snart lade ligge, for Cov leverer altså stort og fænomenalt morsomt, når han er på scenen. Her skabte han en mere end to timer lang fest, der viste, at David Coverdale, ham skal vi altså ikke afskrive endnu.
ÅRETS INTERNATIONALE NAVN:
JOE BONAMASSA
Bluesrockens store guldfugl har virkelig været om sig i 2011 med tre skelsættende udgivelser: Sin egen "Dust Bowl", Black Country Communions "2" og den interessante co-udgivelse med Beth Hart, "Don't Explain". Alle tre album holder tårnhøjt niveau, fordi Bonamassa er så komplet en musiker: spiller gudeguitar, skriver fantastiske sange og melodier - og synger dem perfekt. Efter sigende sætter manden ikke tempoet ned i 2012.
ÅRETS DANSKE NAVN:
SØREN ANDERSEN
Også en travl guitarist. Søren Andersen får titlen for at producere stærke danske hard rock album (sit eget, Oliver Weers, Mike Tramp), for at levere fantastisk guitar-artisteri for Glenn Hughes, Marco Mendoza, Oliver Weers og Mike Tramp. Og for at have udgivet sit eget, ganske fine debutalbum. Manden holder den hardrockende fane højt. I like.
ÅRETS NYE INTERNATIONALE NAVN:
BLACK STONE CHERRY
Black Stone Cherry leverede godt nok sit tredje album i 2011 og er i princippet ikke at betragte som nyt. Men opvarmningstjansen for Alter Bridge i Vega 10. november var nærmest en åbenbaring for denne skribent. Og albummet "Between The Devil & The Deep Blues Sea" formår på magisk vis at kombinere tung sydstatsrock med med den mere melodiske del af nu-metallen. De drenge her bliver store. For de leverer igennem på begge fronter: live og på album.
ÅRETS NYE DANSKE NAVN:
SØREN ANDERSEN
Se ovennævnte årsager og læg så til, at han måske - ud over en vis hr. Ulrich og Volbeat-drengene - er den danske hardrocks mest internationalt anerkendte vare.
ÅRETS COMEBACK:
THIN LIZZY
I princippet kun et coverband, men med udskiftningen af den tomgangskørende og metalfixerede John Sykes - og indskiftningen af Brian Downey (on drums), Darren Wharton, Marco Mendoza, Ricky Warwick samt først Vivian Campbell og siden først Richard Fortus og nu Damon Johnson - har guitarist og kapelmester Scott Gorham samlet sig et hold, der behørigt og i dyb, dyb respekt varetager mindet om Phil Lynotts fantastiske sange på bedst mulige vis. Sådan ville Thin Lizzy have lydt, hvis Phil stadig havde levet. Ingen tvivl om det.
ÅRETS OPTUR:
BLUESROCK
Far her takker sin medkombattanter i bluesbandet hjemme på Vestegnen for at have åbnet øjnene stort for det, som heavyrocken skylder allermest: Bluesrocken. Bonamassa, Gov't Mule og mange, mange af de gamle som f.eks. Free, Bad Company - og så selvfølgelig Whitesnake fra tiden, før Whitesnake gik John Sykes og Steve Vai... Stiv spade og håret tilbage, drenge!
ÅRETS STØRSTE SKUFFELSE:
OZZY OSBOURNE, Sweden Rock Festival, 11. juni 2011
En skandale af dimensioner. Publikum elsker den gamle nar, men han er bare færdig, færdig, færdig. Sang falsk, ude af tempo og timing, kunne ikke teksterne, ville hellere skyde med vandkanon. Ikke til at bære.
ÅRETS STØRSTE ØNSKE FOR 2012:
At alle tiders bedste og mest væsentlige heavyguitarist Ritchie Blackmore losser konen ud og begynder at spille og udgive rock igen. Verden er så fattig, når Blackmore leger renæssancemusiker i Robin Hood-outfit. På med den hvide Strat, du gamle. Og hvis du så samtidig finder sammen med Coverdale, Hughes, Paice og en forhåbentlig rask Jon Lord, så står verden ikke længere.
DET GLÆDER JEG MIG MEST TIL I 2012:
Det er svært at blive enig med sig selv, om det er det kommende album med Black Sabbath eller det kommende med Van Halen. Iommi vil leve op til sit bedste, men vil Ozzy? Heldigvis kan hans stemme sminkes i studiet. Og så bliver det altså stort, sort og ondt - på den livsbekræftende måde. Er Eddie van Halen præcis så langt ude, som Sammy Hagar beskriver det i sin stærke biografi fra 2011, "Red"? For så bliver det altså en sørgelig oplevelse med Van Halen. Men tænk lige, venner, hvis begge disse udgivelser topper listerne over det bedste fra 2012!