Årsliste 2012 - Signe Andersen

Populær
Årsliste 2012 - Signe Andersen

Signe ser tilbage på en lærerig tid som førsteårsskribent, dog ikke længere newbie. En uværdig dåb ved redaktionsjulefrokost har fundet sted, og 2013 kan bare komme an.

Årets internationale album:

1. Kreator: ’Phantom Antichrist’ – tysk overmagt når den er allerbedst. Jeg havde siddet og rodet med den ene utålelige plade efter den anden, hvoraf intet syntes anmelderværdigt, og så faldt jeg over Kreators seneste skud, hvor klasseforskellen bare var overvældende. Begejstret satte jeg mig til tasterne og skrev en hel side for blot at opdage, at en anden var i gang med at anmelde pladen. Her hos mig har den kørt på repeat lige siden.

2. All Hail The Yeti: ’All Hail The Yeti’ – kontrolleret larm med overdrive, intensitet og inderlighed. Hurra for Californien, der har opfostret USA’s svar på Kvelertak.

3. Graveyard: ’Lights Out’ – svensken har lavet en lækker plade. Det er hvad der er at sige om dét. Det hele smager af Baby Woodrose, Hendrix og The Doors, og det er svært at få nok af.

4. Adrenaline Mob: ’Omertá’ – gedigen røvballerock efter klassisk opskrift, tilsat et skvæt overlegen spade og en anelse distortion. Det er lige så genkendeligt som pavens fingre på små drengelår, men er spillet så tilpas fedt at det bare holder hele vejen igennem.

5. Nachtmystium: ’Silencing Machine – næh, se. Blackmetal på min liste. Den var ny, men sætter blot en tyk streg under at Nachtmystium har begået en plade der er umulig at overhøre, selv om det tog lidt tid at komme ind under huden på ’Silencing Machine’. Forholdet startede som en overfladisk lytter, men albummet er senere blevet en del af de plader, der høres dagligt.

Årets danske album:

Der er så døjsens mange fine sager på tapetet, både fra upcoming scenen og de tykke jyder. Hvem der hører til i hvilke kategorier må forblive gætværk for uindviede:

1. Illdisposed: ’Sense the Darkness’ – favoritjyderne er på banen igen med en klassisk påse-udgivelse, der kommer tilbage til rødderne uden for mange elektroniske elementer involveret. ’Sense the Darkness’ vidner om et velspillende Illdisposed, der på over 20. år stadig insisterer på at dominere. Tilfreds!

2. Dawn of Demise: ’Rejoice in Vengance’ – haha! Jamen altså! De skal bare være der. Og så er det et album jeg stort set altid er i humør til at høre. Det er flabet og groovy musik med masser af tyngde.

3. Electric Hellride: ’Hate:control:manipulate’ – vort flagskib på Wacken! De spiller i en genre som går lige i dunken på mig, og det skal de i sig selv have credits for. Debutalbummet fortjener sin plads på reolen for både lyd, gode numre og eksplosiv energi.

4. KUKO DE KOBRA: ’Naja Naja’ – ’Naja Naja’ er en rockdebut af danske John Scharling, og det er et sammenhængende album med gode, nutidige numre med enkelte nostalgiske kig tilbage til blandt andet The Beatles. Solidt håndværk.

5. Stella Blackrose: ’Death And Forever’ – Rebecca Armstrong er en blændende rocksangerinde. Stemmen bærer præg af total kontrol, attitude og nærvær, og det er indfanget på debutalbummet ’Death and Forever’ som er en stabil førsteudgivelse som drengene og Rebecca kan være stolte af. Musikerne har en længere historie i diverse rock- og metalkonstellationer og det kan høres.

Årets internationale hit:

Kreator: ’Civilization Collapse'.

Årets danske hit:

Aloop: ’Hell On Earth pt. 2’ – en stærk komposition med akustisk guitar og andet halløj, som er så forbandet velskrevet og repeat-venlig at det slet ikke kommer på tale at negligere hitfaktoren. Det rykker og jeg ser frem til at høre mere til Aloop, gerne live.

Årets genfundne klassiker:

Obituary: ’World Demise’ og i særdeleshed ’Don’t Care’ som er blevet flittigt misbrugt i årets løb.

Den overså jeg i 2011:

Jeg har i årevis overset både Mastodon, Meshuggah og Killswitch Engage. 2011 var ingen undtagelse. De to sidstnævnte fik så pletvis opmærksomhed på Copenhell i år og mindet om en svinedårlig brandert til Mastodon på Roskilde 2011 står klart, hvor det især viste sig at Orange Scene, sjovt nok, var overkill. Hvem skulle dog også have troet det? Jeg har tænkt mig at overse dem til næste år også.

Årets DVD:

Led Zeppelin: ’Celebration Day’ - For det første er det den eneste jeg har nået at se. For det andet sparker Led Zeppelin absolut røv stadigvæk og burde være tvangsstudie for folk der ’spiller i et band’. Det gør man ikke før man kan sin Zeppelin forfra og bagfra og optagelserne af 2007-koncerten er en meget god start.

Årets opsamling/bokssæt: 

Det bliver så Millencolins 20 års jubilæumsudgivelse ’The Melancholy Collection’, men der skal hverken nævnes godt eller skidt om den, for jeg har ikke haft tid til at lytte den igennem endnu. Skal vi sige at det er svensk og det er punk.

Årets koncerter:

1. In Flames - Vega, 12. april - et enigt publikum fik diverse tsunamier til at ligne bølgeskvulp i sammenligning med rystelsen af Vega. Stort at være en del af og positivt at lade sig overraske af et band jeg ellers ikke har haft meget tilovers for.

2. Steve Vai - Amager Bio, 28. november – The Godfather. Endelig fik jeg mulighed for at se ham live og hvilket show! 3 timers blærerøvsguitar: Godkendt.

3. Tom Petty - Fængslet i Horsens, 12. juni – det er ikke hver dag man kan stå og synge fællessang til ’Free Fallin’’ og når den ligefrem bliver leveret af ophavsmanden, kombineret med fantastisk selskab og godt vejr, bliver den slags oplevelser usammenlignelige.

4. As I Lay Dying - Amager Bio, 6. november – ja da! Jeg har ikke fået taget mig sammen og lyttet As I Lay Dyings album igennem, så det var med fuldstændigt åbent sind jeg så dem og det var en sjældent fed oplevelse. Tim Lambesis er født til at prædike fra scenen, det fornemmeste alter af alle.

5. Redwood Hill - Copenhell, 16. juni – at koncerten på Copenhell kommer med her, har mere at gøre med at være på det rette sted på det rigtige tidspunkt, end musikalsk virtuositet. Kl. var 14, tømmermændene udholdelige og solen kiggede frem. Mindet om at ligge på ryggen i græsset ved Pandæmonium og lytte til Redwood Hill står stadig skarpt og musikken blev leveret med indlevelse, indestængt aggression og masser af energi.

Bobler: Muligvis Kreator i bioen d. 12/12, men det kræver nok, at jeg kan huske at have været tilstede, hvilket ikke er tilfældet. Men jeg er sikker på, at det sparkede!!

Årets internationale navn:

Pas. Der er sgu så meget, men intet synes at være lige præcis stort nok til denne titel. Eller også stod min hukommelse af i 80’erne sammen med så meget andet.

Årets danske navn:

Hatesphere - som har leveret to af årets mest underholdende koncerter, så de tager stikket hjem for i år og det kan de komme til at gøre langt ud i fremtiden hvis de holder live-niveauet, hvad alt tyder på de bliver ved med.

Årets nye internationale navn:

All Hail The Yeti

Årets nye danske navn:

Black Book Lodge som er støvet og beskidt rock med en sublim sanger i front.



Årets comeback:

Johnny Madsen. For helvede. Kongen af Fanø!

Årets optur:

At få Jimmy Page forevigt indkapslet på ’Celebration Day’. Sammen med ’The Wall’ og Politikens Rockleksikon er den nu ophøjet til at være en del af De Hellige Relikvier, hvilket herhjemme betyder, at der er lukket for udlån og øvrig berøring fra børn og folk med utilstrækkelig kendskab og respekt.

Dernæst at alt mit personlige habengut som nøgler, mobil og iPod flygtede fra sin ellers hyggelige residens i min taske under Kreator koncerten i Amager Bio og et par dage efter viste sig at ligge på Beta, hvor aldeles søde mennesker satte en større klapjagt i gang for at forene ejermand og ragelse. Optur er i sandhed at få sine ting tilbage, når man har været så listig at smide dem væk.

Årets største skuffelse:

Mig selv, fordi jeg gik glip af Terror, når de nu endelig var her. Og at det igen lykkedes mig at misse Alcest live er jo bare flot. Ikke tilfreds.

Dernæst mødet med en fyr til en Periphery-koncert der selv syntes det var både sejt og unikt at høre metal, og det skulle jeg så lære noget om, om ikke andet så udvise en hel del ”wauw-hører-du-virkelig metal??!!-effekt”. Dude, vi mødtes til en metalkoncert. Hvis du læser med, og stadig synes det er ret sejt at høre metal, vil jeg lige supplere med en liste af øvrige seje ting, der nok vil imponere pigerne en anelse mere (måske især de der ikke går til metalkoncerter).

Det er sejt:
At spise en balle hø
At få barberet alt håret af, pånær det i toppen som du så mørtler ind i voks
Pink skjorter
At vågne op i Haderslev i en cokepsykose
At starte på produktionsskole
At vaske op
At flytte til Sverige

Gør noget af dét.

Mit største ønske for 2013:

At Manson stopper med at skamride genren og trækker sig tilbage, eventuelt inden hans ansigt falder af under teatersminken, kombineret med en voldsom trang til at få Deftones tilbage på dansk jord.

Bobler: At jeg lærer at fatte mig i korthed og får nosser nok til at lave interviews.

Det glæder jeg mig mest til i 2013:

Indtil videre Graveyard til marts, Illdisposed på Copenhell, at lave mere Devilution, se Phil Anselmo i virkeligheden og så selvfølgelig en 2013-udgave af redaktionens julefrokost. Så må vi se hvad bio’en disker op med af dansabel musik til den tid. Og så var det måske på tide at få taget den Wacken-mødom, men det må budgettet afgøre, når vi når så langt.