Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Anmelder-profiler

Populær
Updated
Et par ord om vor anmeldere og karakter givning... Nu med foto af Lars Schmidt som grum heavy rocker, live on stage! Her følger et par ord om de gode folk, der fremover vil anmelde albums og koncerter på Heavyjam.dk. Både albums (samt dvd'er, vhs'er m.v.) og koncerter vil blive bedømt ud fra skolens kendte 13-skala - og den kender vel selv den mest pjækkelystne headbanger, antager vi? ;o) Dog med den væsentlige tilføjelse, at på Heavyjam.dk kan et helt ekstra ordinært sublimt værk blive tildelt karakteren "666" som topkarakter.

Og nu til anmelder-profilerne:

Lars Schmidt: 38 år. Manden, der i 1983 lærte Doktor Jam at høre heavy (da havde Jam dog hørt Deep Purple, Sabbath og Led Zep i over ti år - red.). Dengang også bassist i Hamp, Humle & Heavyrock. I dag bassist i Garden of Grey (tidligere i Lars Ulrich Band). Heavyanmelder på Wild Magazine, Zoo Magazine og Jubii Rock. Yndlingsbands: Thin Lizzy, Black Sabbath, Whitesnake, Symphony X, Ozzy Osbourne. I det daglige ansvarshavende redaktør på fire lokale ugeaviser i København
Far til to knægte, der bedre ka li' System of A Down, Linkin Park, Papa Roach.

Kent Kirkegaard Jensen: En 187 cm. høj nordjyde, årgang 1977, der har hørt metal musik siden 1989, da han købte sin første Iron Maiden skive ("Killers"). Kort efter fulgte Metallicas "...And Justice For All", og så var han solgt.
Hører nu især black- og dødsmetal, men er også helt tosset med især thrash, samt legender som Iron Maiden, Metallica og de almægtige AC/DC. Har lige siden 1989 været helt vild med de tunge guitarer og dén dybe vokal, der er kendetegnende for dødsmetal. Især fra 1992 - 1997 var dødsmetalscenen
kæmpestor, og det var her at Kent i gennemsnit købte 10 - 20 CD'ere om måneden. Samlingen er nu omkring 500, og vokser stadig stødt... Up the Irons!

Jens Jam Rasmussen: Født den 6. i 6. på ugens 6. dag i samme gade som The Beatles tre dage forinden havde erobret et skrigende dansk publikum. Det var i 1964, såmænd. Heavyreporter siden debut på Gaffa i september 1986. Siden da bl.a. på Mix ("Cementmix"), Z-TV ("Heavy Special") og Jubii ("Jubii ROCK"). All-time favoritter: Sabbath, AC/DC, Doors, Motörhead, Ramones, Stooges, Metallica, Slayer, Soundgarden og en vognladning flere.

... og hvis der er stemning for det kan vi da godt oploade billeder af ovenstående herrer i næste nummer? Men så er I også selv ude om det.

NB: Nogen vil nok bemærke at vi har lidt ældre udgivelser med i dette nyhedsbrev (og i næste, for den sags skyld). Det skyldes at vi har lyttet og griflet, mens teknikken har været undervejs i de seneste par måneder, og mente at et par "opsamlingsheats" derfor var på deres plads. Fremover bestræber vi os på at anmelde de aktuelle albums når de udkommer - fra mandag til mandag, så at sige.