Oplivende tirsdagsmørke på Svendsgade

Tjekkist neocrust en tirsdag aften i Odense. En oplagt hverdagsmedicin.

Det er en helt almindelig tirsdag. En helt almindelig grå og kedelig tirsdag i februar, hvor aftenen egentlig og allermest lokker med afslapning og et eller andet verdensfjernt på skærmen efter en lang dag. Også derfor er det med rolig afstemthed og træt krop, at jeg begiver mig ud af døren, og stiger på en letbane mod Svendsgade.

Anger Management Booking har inviteret på tjekkisk punk og neocrust, og jeg har med vilje ikke tjekket op på – eller heller lyttet til – hverken Nêmá Barikáda eller Postea, som skal indtage kælderen denne aften.

“Antifa Area” står der på klistermærket i hovedhøjde da jeg træder ind af døren til Svendsgades kælder, luften er tyk af røg og den punk, der ryger ud af højttalerne. “40 kr, har du mobilepay”, bliver der spurgt. Det er god stil, den rette ånd og den naturligt klejne kælder er allerede godt fyldt med bandmedlemmer og publikum. Jeg lægger som sædvanlig jakken på et værkstedsbord og træder ind i mørket.

Nêmá Barikáda har tyve år på bagen og er for tiden på en lille europaturné med Postea, der også skal spille i aften, og da bandet så småt er ved at gøre klar til sættet, kommer jeg i snak med to fyre. De er taget fra Kolding til Odense for, på en hverdagsaften, at se to undergrundsbands fra Tjekkiet spille i en parcelhuskælder. Det er uhyre god stil, og forestiller vi os et punk- og metalmiljø, der generelt havde samme iver og støttetrang som de to gutter, så det ikke skidt ud for undergrundskulturen.

Nêmá Barikáda går på i et øredøvende højt lydniveau og særligt iørefaldende er trommeslagerens enorme mængder kartofler i stortrommen, men okay; “de skal lige i gang,” tænker jeg og det samme gør sig jo gældende for os andre, der som tirsdagspublikum også skal rives ud af aftensumpen. Bandet spiller henholdsvis klodset og super fedt – fra gumpetungt og ufærdigt til tight og energisk.

Som sættet skrider frem kommer der da også ret godt gang i gulvet, der giver igen med spredt mosh og væltede mikrofonstativer. Enkelte genreklassiske, men fornuftige taler om populismens sejrrige fremmarch i Europa bliver det også til, og det er jo et symptom, vi kan se overalt, og derfor kan relatere til. Nêmá Barikáda spiller en blanding af hardcore punk og crust med metalliske elementer hist og her, og det går hen og bliver en ret så udmærket koncert. Kartofler eller ej. 

Postea skal lige have lyden til at fungere, og da jeg efter Nêmá Barikáda ligesom havde fået i hovedet at jeg skulle høre punk- og simplere crust i et hurtig tempo, overrasker de mig positivt. Jeg havde, som allerede nævnt, med vilje ikke lyttet til orkestrene inden, og ingen af dem kendte jeg i forvejen. Posteas neocrust og mørke hardcore er fyldt med tristesse og melankoli – og ind imellem kommer jeg til at associere til svenske Agrimonia, som er nogle af mine favoritter. Det er ikke samme genre, men det har lidt af den samme slags overflod af følelser. Det hurtige og aggressive sat overfor det blødere, mere følelsesbetonede. Det er meget klædeligt og en af de koncerter, hvor man lærer et undergrundsband at kende – og tager et behov for at dykke ned i dem med sig ud af døren. Gulvet er positivt og i bevægelse; fra mosh til roligere stunder, hvor folk viber med og roligt iagttager bandet spille. Superfedt, og en superfed koncert med et yderst velspillende band. 

“Nå, det er dig,” siger de, da jeg hilser og går mod letbanestoppet. Gutterne fra Kolding skal også ind mod banegården, og på ti minutter når vi at tale om alt fra punk til religion og besættere i Flensburg. Vi er enige om at man må støtte op om kulturen og undergrunden og da vi skilles, er vi enige om at vi ses igen. Enten på Svendsgade eller i Kolding. Jeg selv har endnu aldrig taget til Kolding for et show, og det er jo faktisk for dårligt. Det med at tage af sted og støtte op om mindre shows i undergrunden, er vi mange, der kunne blive bedre til. Det er derude, de bedste oplevelser – og overraskelser – gemmer sig.