House of Franco #95
PopulærFitnesskrigsguden fra 2300 skriver denne gang om det spanske minimal wave-band
·Y· og deres 'Horizonte De Sucesos'-lp.
·Y·: 'Horizonte De Sucesos', lp (Burka For Everybody)
Det var et rent tilfælde, at jeg blev opmærksom på, at denne spanske duo spillede på det herlige undergrundssted BumZen for nylig. Jeg sad og lavede mit sædvanlige radioprogram på Christianshavns Kanal 98,9 FM og valgte at spille et soundcloud-uploadet nummer med bandet med det mærkelige navn, da jeg havde fået en FB-invitation til BumZen.
Krigsguden blev hooked på, hvad han hørte - man er vel en dedikeret synth punk whore - og hoppede straks på jernhesten mod Nørrebro. Og jeg blev belønnet med en fremragende koncert med de spanske synth-tyrefægtere. Jeg investerede selvfølgelig i deres album, den første lp fra 2013, jeg har brugt penge på.
Jeg har før skrevet i House Of Franco om de fantastiske københavnske minimal wavers Moth, og som dette band leverer
·Y· dyster, smuk og tung synth-baseret postpunk, der leder ens frontallapper hen på tidlige 80’er-navne som Fad Gadget og Autumn. Fans af John Carpenters mere mørke scores kan også hoppe på vogen.
Der er en helt unik dystopisk stemning gennem alle pladens syv skæringer, som egentlig bliver forstærket af, at de synger på spansk. Et spændende sprog, som jeg intet fatter af. Jeg ved heller intet om Barcelona-duoens historie, men ’Horizonte De Sucesos’ er pt. mit favoritsoundtrack til jordens undergang. Kom snart til København igen, og spred jeres iskolde dommedagsvibrationer.
P.S. Burka For Everybody er det sjoveste labelnavn, jeg længe har hørt.