Krigsguden #305

Krigsguden anmelder til en afveksling avantgarde/progressiv black, nemlig debut-EP'en fra tyske Vitriol.

I min klumme prædiker og hylder jeg normalt bestialsk dødsblack, hvor alt er skåret ind til benet for maksimal sonisk brutalitet og helst med korte numre uden fancy introer – bare totalt nådesløs destruktion og udryddelse.

Som én vist engang meget klichéagtigt har sagt, er der altid en undtagelse, som bekræfter reglen. Krigsguden hylder avantgarde/progressiv black metal? Ja, den tyske duo Vitriol kan altså noget på deres debut-EP, som består af to lange skæringer, 'Swarming Segments, Spirit Splinters of Stellar Dust' og 'Soma Somnambulistic Trance', på henholdsvis otte et halvt og tolv minutter.

Hvad kan Vitriol?  Nürnberg bandet kan levere unik episk mareridtsmetal, der straks fik mig til at tænke på Portal og Abyssal, men med endnu mere inspiration fra jazz, en stor dosis østlig musik samt lidt akustisk guitar (hvad der jo normalt aldrig holder). En lettere usædvanlig udgivelse fra Iron Bonehead Productions, som 100 % har taget røven på mig. 

De to skæringer er dæmonisk vanvidskaos tilsat desperat sygdomsramt vokal og vanvittige temposkifts, som har fået nogle til at kalde det psykedelisk death metal. Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil kalde 'Chrysalis', men jeg elsker hvert sekund fra den tyske duo, som jeg er overbevidst om aldrig ville kunne spille de to komplekse kompositioner live på en scene med bare to mennesker.

Vitriol er for modige folk, som er desperate efter at høre noget metal, der ikke lyder som andre bands i black og dødsmetal. Måske tænker bandet for meget uden for boksen for de fleste headbangers, men jeg er i hvert fald overrasket over, hvor meget 'Chrysalis' gik ind under huden på undertegnede, specielt 'Soma Somnambulistic Trance'. Højpandet eller ej, hop med på Vitriol vognen, du har sjældent hørt noget lignende.