Krigsguden #333

Virus500

Efter et halvt års pause under coronaepidemien har Krigsguden fundet sin mojo igen og vender tilbage med en anmeldelse af Jello Biafra (ex-Dead Kennedys) and the Guantanamo School of Medicines nye og første album i 7 år.

Jello Biafra (Eric Reed Boucher) og jeg går langt tid tilbage, faktisk før Dead Kennedys' debut-lp 'Fresh Fruit for Rotting Vegetables' (1980), fordi jeg hørte deres første single 'California Über Alles' i radioen året før. Jeg havde hørt punkrock, mest den britiske slags, nogle år tilligere men med Dead Kennedys' eminente og velspillede hardcorepunk og Jello Biafras tekster begyndte jeg for alvor at lægge mærke til, hvad sangere egentlig havde på hjerte. Biafra gik endda til valg i 1979 for at blive San Franciscos borgmester ud fra et både satirisk og politisk synspunkt, hvad der har kendetegnet hans bidske og humoristiske kommentarer om det amerikanske samfund lige siden. Han blev iøvrigt nummer tre i valgkampen.

Biafra forlod Dead Kennedys efter 'Bedtime for Democracy' i 1986, da de blev uvenner over alle mulige ting. Bandet udgiver ikke plader mere, men er fortsat med en ny sanger. Det kan jeg ikke anbefale at se, hvilket jeg ellers gjorde, da Dead Kennedys spillede i Berlin for nogle år siden. Jello Biafra and the Guantanamo School of Medicine udgav deres sidste album i 2013, 'White People and the Damage Done', og leverede derimod en fantastisk koncert samme år i Vega, som jeg anmeldte i Devilution. Der er yderste kompetente folk fra bl.a. Victim's Family, Freak Accident, UK Subs og Triclops i GSOM. Biafra har også været med i et utal af bandkonstellationer som f.eks. sammen med D.O.A., NoMeansNo, Melvins, Mojo Nixon og Lard med flere Ministry-medlemmer, nummeret 'Forkboy' var med i Oliver Stones 'Natural Born Killers'. Endvidere har Jello også udgivet en masse spoken words plader og spillet med i flere film.

Jeg er glad for at kunne skrive, at 'Tea Party Revenge Porn' musikalsk holder på alle 46 minutter. Trump, den kristne højrefløj, abortmodstandere, konspirationstilhængere og overfladiske selfie-besatte unge får selvfølgelig nogle på hatten af den 62-årige San Francisco-punker og aktivist, der virker ekstremt veloplagt på alle 10 numre. Bandet spiller som drøm og blander fornemt hardcorepunk ('A Boring Day Is What I Need', 'We Created Putin') med rock'n'roll, heavy rock riffs, garagerock, country, jazz og andre genrer på den unikke måde man ved, Jello står for og har stået for i over 40 år.

Det er en utroligt varieret og fræk udgivelse, som er mere end velkommen i disse vanvidstider og klart ryger op min årliste. Sjældent har jeg hørt så stort musikalsk overskud, som fra disse modne mænd, der er træt af pis og samtidigt rocker så meget maksimalt ud, at man kunne håbe på, at pandemien forsvandt fra jordens overflade og 2020 aldrig havde eksisteret.

'Tea Party Revenge Porn' er i hvert fald den mest positive nyhed jeg er stødt på i dette lorteår. Du kan komme med Bob Dylan eller Bruce Springsteen, Biafra har stadig de bedste tekster og det bedste band i min verden.

Jello er tilbage! Og det er Krigsguden også! Med eller uden mundbind.